Dag 12 – Hej Holland

Da jeg blev interviewet i morges på P4, blev jeg spurgt om dagens etape. Vi er meget spændte på at løbe over grænsen til Holland. At nå Holland – et nyt land har været et delmål for os, som vi har brugt som motivation. Jeg er sikker på, at det bliver skønt at nå grænsen. Derudover er vi meget spændte på, hvor varmt det bliver. Varmen påvirker os i øjeblikket, så den har stor betydning for, hvordan dagens løb bliver.

Carsten holdt en hviledag til, og han kommer først på banen igen, når temperaturen falder. Varmen er for hård ved ham, og han kan ikke nå at drikke så meget væske, som han har brug for, og så er det ikke forsvarligt at løbe. I dag tog han tog og bus frem til vores overnatningssted og arrangerede med vores værtinde, at hun lavede aftensmad til os. Fantastisk 🙂 Vi er lige blevet færdig med et skønt aftensmåltid, og nu kører vaskemaskinen, så vi har rent tøj at løbe i. Som Claus siger, vi lever som konger og baroner 🙂

Det var dejligt, at Claus var klar til start igen. Han er glad for sin beslutning om at stoppe før tid i går, men nu er han tilbage. Vi havde alle tre aftalt at følges de første 16 kilometer til grænsen, og det viste sig, at vores tempo passede godt til hinanden i dag. Det var super godt at følges på endnu en meget varm dag, hvor vi jublede hver gang, der var skygge eller en let brise. Jeg kunne godt mærke, at kroppen nu i mange dage har skullet tackle den hårde varme, så jeg havde brug for ekstra koldt vand og hygge. 

Varmen var ikke lige så hård fra morgenstunden, som den var i går, og der var en del skygge på det første stykke, så vi kom rigtig godt i gang. Op ad dagen blev det varmere og varmere, og ved middagstid var vi langt over tredive grader. Jeg har lyst til en is, kom det fra mig, og næste gang der var mulighed for købe en is, gjorde vi det.

Cirka femten kilometer senere så jeg McDonalds længere fremme og sagde, hvad med en Sundae og en kold cola? Den var drengene med på, og da vi nærmede os, fik vi øje på Ulrich, som var klar med depot 300 meter længere fremme. Vil du med på McDonalds? ringede jeg og spurgte. Det var fantastisk at komme ind i kulden og sjældent har en kold cola smagt så godt. Ekspedienterne var selvfølgelig nysgerrige på, hvem vi var, og de fortalte, at Team Rynkeby havde været forbi sidste år. De kunne godt se, at vi trængte til nedkøling, så vi fik en stor kasse med isterninger. Det gjorde ondt i hjertet, at se Ulrich hælde resten af isterningerne ud, da vi ikke kunne have mere i køletasken og i vores vanddunke. Vi vidste, at vi senere ville ønske, at vi havde den is 🙂

De ekstraordinære depotstop gav energi til at fortsætte, og ved næste tankstation købte vi koldt vand. Tænk at vand kan smage så godt 🙂

Med omkring tre kilometer tilbage stoppede vi hos den lokale bager og plyndrede hans køleskab. Det var fedt, at vi alle tre var enige om, at vi måtte gøre alt for at lindre generne fra varmen med ekstra depotstop. Vi holdt humøret højt, men her er beviser for, at vi var rigtig trætte til sidst. To kilometer før mål løb vi forkert og havde udfordringer med at finde tilbage på sporet. Det burde ikke kunne lade sig gøre, for vi løb med et kort, men trætheden gjorde, at vi var uopmærksomme. 500 meter for meget kan ikke slå os ud, og vi var lykkelige for at komme tilbage på ruten og løbe i mål 🙂

Efter et bad og skøn aftensmad i hyggeligt selskab, er det eneste jeg har lyst til at ligge i min seng og hvile benene. Det er nogle lange dage, og der er ikke meget tid til afslapning. Jeg er gerne færdig med dagens indlæg omkring kl. 22.00, og så er det sengetid 🙂

Running2Paris – dagen i tal