Dag 17 – 1.000 +

Så rundede vi 1.000 kilometer 🙂 På en dag som skulle vise sig at blive hårdere end forventet. Efter 71 kilometer i går, tænkte jeg, 55 er ingen sag, og der er ingen bakker! Stigningerne var der fra starten og fortsatte hele vejen, så det var en ommer 🙂 Derudover var der god modvind det meste af vejen, og det fik mig til at glædes over, at vi faktisk ikke tidligere på turen har haft så meget vind. Modvind kræver lidt mere arbejde. 

Første del af turen var med skønne omgivelser og indimellem udfordrende terræn med meget ujævne mark- og skovveje. Så kom cirka tyve stressende kilometer på landevejen uden cykelsti og meget trafik. Det skulle bare overståes, og jeg følte, at kræfterne forsvandt hurtigere end normalt. Efter sidste depot kom vi væk fra hovedvejen, men jeg følte allilgevel, at de sidste syv kilometer var meget lange. Så er det bare ekstra dejligt at komme i mål 🙂

Carsten og jeg fulgtes i mål, hvor vi blev modtaget af klapsalver. Elisabeth Svendsen, Heidi Jensen, Henrik Lynge Petersen og Michael Aagaard Jensen løber med i morgen, og de tog imod os. Jeg var tæt på at begynde at græde, for efter en hård dag sad mine følelser uden på tøjet, og jeg blev rørt.  

Jeg er ved at være træt nu. Selvfølgelig fristes man måske til at sige. Selvfølgelig er du træt efter at have løbe mere end 1.000 kilometer. Følelsen af både mental og fysisk træthed begyndte i går, og det har ingen betydning for, om jeg når i mål, for det gør jeg. Der er kun to dage tilbage, og det er tilladt at være træt. Men jeg løb og tænkte over, Hvad hvis jeg havde planlagt at løbe en uge til – ville trætheden så først komme om en uge et par dage før mål? Det er en interessant tanke,  og jeg er ikke i tvivl om, at der sker noget mentalt, som påvirker fysikken, når vi nærmer os målet. Jeg kan huske den samme følelse, da jeg efter et år nærmede mig målet på 366/365, så jeg er ikke i tvivl om, at der sker noget, når målet er i sigte.

Ellers er min status god. Mine fødder er stadig pæne, dog med lidt mere hård hud. Jeg har ikke haft udfordringer med at få nok mad og drikke, og det er ikke min fornemmelse, at jeg har tabt mig noget særligt. Det eneste jeg kan berette om, er mit højre skinneben som begyndte at brokke sig lidt i går. Det er lidt ømt, men det gik fint med at løbe i dag. Lige nu sidder jeg med isposen 🙂

Nu har vi kun 92 kilometer tilbage 🙂

Running2Paris – dagen i tal