Dag 19 – Se Eiffeltårnet

Det var en ubeskrivelig følelse at få øje på Eiffeltårnet for første gang og tænke, jeg har løbet herned…… jeg har løbet fra Næstved til Paris……. Det er svært at forstå, og der kommer til at gå lidt tid med at fordøje alle oplevelserne og indtrykkene. Jeg gjorde det……. jeg løb fra Næstved til Paris. Det er normalt at flyve, tage toget eller køre i bil, men jeg løb. Det er vel nærmest for min egen skyld, at jeg gentager det, for gentagelse fremmer forståelsen 🙂

Vækkeuret ringede tidligt i morges, for vi var alle enige om, at vi skulle starte tidligt for at være sikker på at nå til Paris sammen Team Rynkeby omkring kl 15.15. Først 50,7 kilometer og så fest 🙂

Kl. 6.40 ringede Dennis Johannesson fra P4 for at interviewe mig og sende starten live i radioen. Så var vi i gang, og vi var enige om, at vi havde rigtig god tid, så vi tog det stille og rolig der ud af. Det var den smukkeste morgen med blå himmel og sol, og der var stille inden morgentrafikken rigtig begyndte.

De første 20 kilometer langs landevejen gik godt, men så kom der mere og mere trafik, og der var ingen cykelsti, så vi blev enige med chefen (Ulrich) om at ændre lidt på ruten for at komme væk fra landevejen. Det ville ikke gøre den store forskel på længden af ruten, så det var en god løsning, og vi var glade 🙂

På forhånd havde vi regnet med, at det ville blive en meget stille og rolig dag – en badetur som jeg kaldte det, og lige der regnede vi med, at ruteskift blev det mest dramatiske, der ville ske. Vi blev klogere. 

Fire kilometer efter holdt vi et hyggeligt depotstop med croissant og kold sodavand, hvor Ulrich fortalte, at vi på grund af vejarbejde lige skulle løbe en lille omvej – ikke noget særligt, men det skulle vise sig at være noget særligt. Det var et stort vejarbejde, som forårsagede, at omvejen blev på fem kilometer, så den samlede distance steg fra 50,7 til 55,7 km.  Det fik os ikke ned med nakken, for vi kunne se Paris ude i horisonten, og det var meget motiverende. Det var godt, at vi var startet i god tid, så vi havde tid til fem kilometer ekstra uden at gå glip af festen 🙂 

Dramaet er ikke slut endnu. Næste gang vi så Ulrich, lå han på jorden og var i gang med at skifte hjul. Øv, han var punkteret, og nu havde han en opgave foran sig; at købe et nyt dæk. Det blev dagens udfordring for Ulrich. At finde et værksted, der kunne hjælpe ham, og derefter nå til hotellet i Paris og parkere for at komme hen til målområdet. Når man har set trafikken i Paris vil man forstå, hvorfor det kunne være en udfordring. 

Med tyve kilometer tilbage aftalte vi med Ulrich, at vi klarede os selv indtil mål, så han kunne hellige sig den nye opgave. Det var den vildeste følelse at løbe mod Paris, og se hvordan landet blev til forstæder og storby. Vi nød turen og stoppede flere steder for at købe drikkevarer, som blev mere og mere nødvendigt med den tiltagende varme. 

Der gik et stykke tid, før jeg hørte fra Ulrich, så jeg var glad, da han ringede omkring klokken 13.00 og sagde, at nu havde han fået et nyt dæk og skulle nu bare til hotellet og parkere.

Det viste sig at være en tidskrævende opgave, og da jeg en time senere snakkede med ham, var humøret ikke så højt. Jeg når det ikke, sagde Ulrich, trafikken er vanvittig. Det kunne jeg næsten ikke holde ud at tænke på, for det ville være så forkert at komme i mål uden ham, for uden Ulrich var der ingen running2paris. Jeg heppede på ham, mens vi kom nærmere og nærmere centrum.

Det var den mest fantastiske følelse at løbe ind på Concorde Pladsen og få øje på Eiffeltårnet. VILDT. Der blev krammet og fældet nogle tårer.  Knapt to kilometer til målområdet på Invalidekirkegården, hvor Team Rynkeby kom i mål – vi var der næsten.

Så ringede Ulrich, jeg er ved hotellet og parkerer bilen nu. YES, Ulrich var det eneste der manglede, så vi blev selvfølgelig enige om, at vente med at løbe i mål, til Ulrich var der. Så gik vi videre, købte noget at drikke og ventede på at Ulrich gav grønt lys til at løbe i mål. 

Det kom til at passe perfekt. Vi løb i mål sammen med Team Rynkeby Næstved, og jeg følte en stor, stor glæde indeni. Sikke en fest med omkring 1.600 ryttere, 300 hjælpere og alle de pårørende. Det var den perfekte afslutning på vores eventyr. 

Lige nu føler jeg mig helt salig indeni. Hver en celle i min krop smiler. Ja, jeg er lykkelig og meget taknemmelig. Det er fuldstændig fantastisk, hvad vi mennesker kan, når vi glemmer alt om begrænsninger. Når vi ser muligheder, følger vores hjerte og går efter guldet 🙂 

Mange, mange tak for al den fantastiske opbakning vi har fået. Hver en kommentar og besked betyder noget. Af hjertet TAK.

Running2Paris – dagen i tal