I dag løb jeg mit første marathon i 2012. Det var en dejlig solskinsdag ved Damhussøen. Flot debut for Damhus Cannonball Marathons arrangeret af Rene Hjorth Olsen. Rene er den, der har løbet flest marathonløb i Danmark på et år – 120 gange 42,2 km i 2010. Jeg har stor respekt for ham.
Der var mange løbere til start, og mange jeg ikke kendte. Det er ligesom om, at der er større og større interesse for cannonball marathonløb. Flere og flere der udfordrer sig selv med marathondistancen. Der var mindst en debutant til dagens løb. Stort tillykke til hende. Første gang er en hel speciel oplevelse.
Min første gang var i Frankfurt. Når tænker på det, kan jeg ikke lade være med at smile. Det var så FEDT, og jeg vidste bare med det samme – det vil jeg gøre igen. Og her i dag 14½ måned efter var det nummer 52. Udover at du selvfølgelig skal være i fysisk god form for at løbe maraton, er det en kæmpe fordel, hvis du også har lært at bruge sindet. Igen og igen bliver jeg fascineret af, hvad jeg kan, når jeg tænker på det, jeg ønsker, og ikke på det, jeg IKKE ønsker.
Så i min verden er maratonløb sjovt og fantastisk, selvom det gør ondt – nogen gange rigtig ondt. Det tænker jeg bare ikke på. Jeg fokuserer på min fantastiske krop – min fine maskine, som samarbejder og vil nå målet. Jeg forestiller mig, hvordan energien fylder min krop, og forestiller mig, hvordan træthed og smerte forsvinder ud gennem mine arme og ben. Jeg smiler både udvendigt og indvendigt (dog må jeg indrømme, at det ikke altid er helt tydeligt udvendigt – der bliver taget billeder indimellem, hvor jeg ser lidt anstrengt ud).
Så er vi i gang. 42,2 km forude.
