Det er et fantastisk job, jeg har skabt til mig selv. Et job kan man vel egentlig ikke kalde det, når jeg ikke får penge for det, men det gør det ud for et job. Jeg har ihvertfald ikke tid til at have et job ved siden af. Det her ikke-job er mere end fuldtid med weekendarbejde og masser af transport. Det kommer til at fylde det meste af mit liv. Det betyder, at der er en del, som jeg ikke kan. En del jeg må sige nej til. Det kommer selvfølgelig ikke som en overraskelse for mig. Det var med i mine overvejelser, inden jeg sagde, ja, det kan jeg – det gør jeg – det har jeg lyst til.
Men her i weekenden blev jeg mindet om, hvad det egentlig betyder i praksis. Det betyder for eksempel, at jeg kun kan deltage i en lille del af vores venners bryllup en lørdag i august. Eller måske kommer jeg slet ikke. Det kommer jo an på, hvordan det hænger sammen, for jeg skal jo løbe igen søndag, og jeg vil være klar. Ulrich har sagt til mig, at han repræsenterer os begge – vi vidste jo godt, at der kommer "ting", jeg ikke kan være med til – klassearrangementer, fodbold- og håndboldkampe, fødselsdage, bryllupper og andet, der måske ikke lige kan tilpasses min løbsplan.
Selvom jeg er helt afklaret omkring de afsavn, der er i sådan et projekt, så ved jeg, at det ind i mellem vil være svært, når det sker i praksis. Nok især de afsavn der har med børnene at gøre. Heldigvis har vi et godt netværk, og det er ikke kun mor der dur. Så vil jeg nyde, at se Viktors fodboldtræning og Emilies håndboldtræning i stedet for kampene i weekenden 🙂
