Jeg har lige tjekket vejrudsigten for Ålsgårde i morgen. Det ligner solskinsvejr.
Vi starter kl. 10. Syv runder á 6 km, og jeg er helt klar. Jeg var ellers i tvivl om, jeg ville løbe. Emilie skal nemlig spille håndbold i Næstved kl. 9.00, og Viktor skal spille indendørsfodboldstævne kl. 13 i Brøderup (Sydsjælland). Selvom meget kan lade sig gøre, har jeg endnu ikke fundet ud af at være to steder på en gang, så marathon i morgen udelukker at se børnenes sport.
Men det viser sig, at jeg er den, der har det værst med, at jeg ikke deltager. Børnene er godt tilfredse med at bonusfar og far er med, og jeg kan ligeså godt øve mig på det, for sådan bliver det i et stykke tid. Men jeg fandt en god løsning – torsdag så jeg Emilies håndboldtræning og fredag så jeg Viktors fodboldtræning – så er mor GLAD 🙂
Sidste gang jeg løb Ålsgårde Marathon var i juli, da skoven var grøn, og temperaturen var en anden. Det er tredje gang på ruten, og jeg glæder mig til gensynet –
Også gensynet med alle de andre løbeentusiaster. Jeg har lige tjekket startlisten, og vi er rigtig mange, både til halv- og hel marathon. En del af dem var også med sidste lørdag. Vi er altså mange, der synes marathon er fantastisk 🙂
Nu vil jeg pakke tasken. Så vil jeg slappe af sammen med min dejlige mand. Spise en pastasalat med kylling og måske lidt sødt senere, så depoterne er fyldt op. Vi startede dagen med en skøn brunch sammen med gode venner, så jeg har arbejdet hårdt for at fylde depoterne op i dag 🙂