Selvom det er fedt at løbe marathon, så er det også altid dejligt at være færdig. Sidste omgang er derfor ganske særlig og næstsidste omgang også. I dag startede næstsidste omgang efter 30 km, og så kommer tanken – nu skal jeg kun løbe her en gang til (i hvert fald i dag) – fedt. Så kan I nok gætte, hvad jeg så tænker på sidste omgang 🙂
Den smukke natur på ruten i Ålsgaarde
I dag gjaldt det Ålsgårde Marathon og 7 omgange af lidt mere end 6 km. Jeg vågnede op til et herligt solskinsvejr, og det fortsatte hele dagen. Fedt løbevejr, og jeg nød det ekstra meget efter de sidste to weekenders marathon i regn og sne. Jeg skiftede også den varme løbejakke ud med en tyndere udgave efter en omgang. Det er vigtigt at holde varmen, men det er ligeså vigtigt ikke at blive for varm. Jeg kan mærke, at min krop kan lide det lidt mildere vejr, hvor den ikke skal arbejde så hårdt for at holde mig varm.
Ålsgårde Marathon er et løb i naturskønne omgivelser – skov, søer, Øresund og kig til Kronborg. Ruten er lidt svær at huske (synes jeg), men her tredje gang havde jeg ingen problemer.
Jeg kom til start i sidste øjeblik – kørte for sent afsted hjemmefra, i hvert fald når det var nødvendigt at gøre toiletstop på vejen. Jeg startede nemlig dagen med dårlig mave, men så fik jeg tømt ud, og det er jo også meget rart inden 42,2 km 🙂 Den sene ankomst betød, at jeg ikke nåede at hilse på alle løbevennerne inden start, men heldigvis løb jeg sammen med flere af dem indtil 30 km.
Annette og løbsarrangør SP efter 42,2 km
De sidste to omgange løb jeg alene – sidste omgang sammen med Rasmus Seebach, som jeg ikke er blevet træt af endnu 🙂 Og jeg mærkede ikke mere til min mave.
Det var en skøn dag i Ålsgårde, og jeg havde ikke dårlig samvittighed over at være der – at prioritere mig selv og marathon i stedet for Emilies håndboldkamp og Viktors fodboldstævne. Heller ikke selvom jeg blev drillet af mine gode løbevenner (jeg ser jo børnene igen om 1½ år) 🙂 Spøg til side – de klarede sig godt, selvom mor ikke var til stede. Emilie vandt sin håndboldkamp og Viktor blev nr. 2 til fodboldstævne, så jeg er en stolt mor – det er jeg altid.
Viktor - en stolt fodboldspiller, fik en flot anden plads.
2 kommentarer
Jeg kan rigtig godt forstå den følelse af at du burde være med børnene til deres sportsstævner.
Hvilken mor bliver ikke plaget af dårlig samvittighed ved hver eneste lille lejlighed? Nogen gange tror jeg at det kan være vores eget behov for at være til stede, for at føle at vi gør alt hvad vi kan for vores børn, der gør det nødvendigt for os at stille op. Specielt hvis vi har nogen egne interesser (om det så er arbejde eller sport) der stiller sig i vejen for at være den “perfekte mor” – for hvilken ordentlig mor stiller sine behov før børenenes? Vi har lært at andre kommer først og at vi skal please og komme sidst. Og tro mig, jeg gør det også.
Men faktisk er børn jo også normalt glade for det kammeratlige samvær og selv om de selvfølgelig gerne vil have at forældrene beundrer deres præstationer, så kan de ofte klare sig med kammeratskabet. Det virker som om I er gode til at være med og derfor tror jeg også at de godt kan forstå at der kan være tider hvor der ikke er nogen der kommer med. Der er jo heller ikke altid nogen med til at se på dig – og de kan godt forstå sammenligningen.
Du skal være glad – som du skriver – for eller kan du ikke gennemføre dit projekt, derfor må din samvittighed være ren. Det var en god måde at gøre alle tilfredse ved at komme til træning istedet for til kamp – men husk at dine børn er trygge og glade ved at have en aktiv mor og de vil kunne forstå når du ikke altid kan være der for dem. Du er der jo bagefter igen.
Husk at du er god nok 🙂
Kære Kirsten
Mange tak for din kommentar. Jeg er fuldstændig enig i dine betragtninger, og jeg tror, at der er mange kvinder, der genkender det. Vi vil vores børn det bedste, og man kan godt indimellem blive forvirret over, hvad det bedste er. De kom jo (heldigvis) ikke med en brugsanvisning. I dag føler jeg, at jeg har fundet balancen mellem at tilfredsstille børnenes og mine egne behov. På den måde lærer jeg også mine børn, at de også skal tilfredsstille deres egne behov – ikke kun andres.
Så ja, jeg er god nok 🙂