Og solen har skinnet i dag. Solen bringer lys, varme og glæde. Solen giver energi. Solen giver overskud. Man bliver glad i solskinsvejr. Det er fedt at løbe en tur i solskinsvejr – især når det har været vinter, og vi trænger til at løbe med bare ben.
Så jeg har haft en dejlig dag i solskinnet, selvom jeg har været inde det meste af dagen. Skønt at åbne havedøren og lade solstrålerne komme indenfor. Skønt at kigge ud af vinduet og se den blå himmel. Skønt at se børnene hoppe i trampolin og nyde at foråret er kommet.
Selvom jeg sætter pris på alle årstider i Danmark, så nyder jeg den varme tid mest. Det er kontrasten mellem årstiderne, der er medvirkende til, at jeg ikke tager varmen, solen og forår/sommer for givet. Kontrasten hjælper mig til at huske at sætte pris på solen.
I dag var også dagen hvor børnene tog deres første lille løbetur med mig i år. Fedt. De gør det ikke fordi, de nyder at løbe, men fordi de begynder at se fordelen i at have en god kondition, når de gerne vil være endnu bedre til – Emilie håndbold og Viktor fodbold. Jeg synes jo bare, det er dejligt at lave noget sammen med mine guldklumper 🙂