"Det må være sjovt sådan lige at kunne løbe marathon når man har lyst og mulighed – uden at skulle tænke på om man er i stand til det." Sådan lyder det fra Kirsten.
Det er det også – det er FANTASTISK at kunne løbe der ud af. Men sådan har det ikke altid været. Mit første længere løb var en halvmarathon – Det Store Broløb over Storebæltsbroen i 1998. Dengang havde jeg tit enormt svært ved at tage mig sammen til at træne. Jeg havde alle mulige og umulige undskyldninger for at springe træningen over. Det var også kun i perioder, at jeg løbetrænede – gerne op til et løb, f.eks. Eremitageløbet. Det kunne gå godt med træningen i måneder, men så skete der et eller andet, som fik mig til at stoppe. Så kunne jeg stoppe i et halvt eller helt år, før jeg vågnede op og tænkte, nu skal jeg i gang igen. Og så skete nogenlunde det samme.
Da jeg blev mor gik træningen fuldstædigt i stå – for nu var jeg mor på fuldtid – 200 procent. Heldigvis er det siden gået op for mig, at det ikke er i børnenes interesse, at jeg ikke passer på mig selv. I dag føler jeg, at jeg giver nogle gode værdier videre til mine børn.
Så jeg er taknemmelig hver eneste gang, jeg tager løbeskoene på og mærker lysten til at løbe der ud af. Jeg er taknemmelig for, at jeg er blevet afhængig af løb – afhængighed på den gode måde.
Det er vigtigt for mig, at alle ved, at det også er muligt for dem. Ikke fordi alle skal løbe marathon, men når jeg kan rejse mig fra sofaen, kan du også – uanset hvad grunden er. Når det kunne lade sig gøre for mig, så kan det også lade sig gøre for dig – hvis du har lyst.
Det er en prioritering. Hvis jeg skal vælge mellem en løbetur og et fjernsynsshow, så vælger jeg løbeturen. Hvis jeg skal vælge mellem støvsugeren og løbeturen, så vælger jeg løbeturen (Nullermændene render ingen vegne). Hvis jeg skal vælge mellem at sove længe og løbeturen, så vælger jeg løbeturen (Løbeturen giver mig mere energi end den sidste times søvn). Selvfølgelig kan der være tidspunkter, hvor det ikke er muligt at prioritere løbeturen, men det er sjældent.
Det er vigtigt at være bevidst om, at det i sidste ende handler om prioritering – og det er dit ansvar at prioritere i dit liv.
