90 dage til start – om 3 måneder er jeg i gang. Det gør mig glad at tænke på. Det hele falder på plads stille og roligt – som et puslespil, der bliver samlet. Den sidste brik bliver lagt den 14. juli 2013. Det hele er super spændende, og der er ikke nogen, der helt ved, hvordan puslespillet kommer til at se ud. Jeg ved kun, at det bliver samlet 🙂
Jeg har lige lagt en lille brik i puslespillet søndag den 23. september 2012, hvor jeg løber H. C. Andersen Marathon i Odense. Jeg har ikke tidligere haft fornøjelsen af at deltage, så jeg glæder mig. Jeg har hørt meget godt om løbet. Efter Copenhagen Marathon er H. C. Andersen Marathon det løb i Danmark med flest deltagere.
I den weekend planlægger Henriette Lisse og jeg at lave en "tøse-marathonweekend" på Fyn. Vi ved endnu ikke, hvor vi løber marathon lørdag, for der er ikke planlagt løb endnu, men søndag kl. 10.00 er vi klar til start til H. C. Andersen Marathon.
Kalenderen er et evigt puslespil, og jeg vil meget gerne løbe i hele Danmark. Det ville også være spændende at inddrage udlandet, men lige nu tænker jeg, at det er for ambitiøst. Logistikken og økonomien giver udfordringer nok, selvom jeg kun løber i Danmark.
Jeg arbejder videre på at få flere sponsorer, så jeg kan komme mere til Fyn og Jylland og løbe. Det er jo på sjælland, jeg løber mest, og sådan er det også i morgen, hvor det gælder Skodsborg Marathon, kl. 15.00.
Ellers er jeg kommet godt i gang med ugen. 16 km powerwalk på løbebåndet i formiddags sammen med noget at grine af på fjernsynet. Derefter arbejde på computeren. Her bruger jeg en del tid.
Lige nu ser Viktor Titanic igen. Han blev glad for filmen, da vi så den i lørdags. Jeg tænker, at det er god træning at læse undertekster og høre engelsk tale. Emilie hygger med en veninde. Jeg sidder med lidt sommerfugle i maven. I aften skal jeg holde foredrag om mit projekt i en lokal løbeklub. Det glæder jeg mig meget til. Det er da fantastisk at få lov til at fortælle andre om det, jeg brænder for. Så jeg glæder mig, selvom jeg er lidt nervøs 🙂