I dag var vi på marked en sidste gang for at købe noget af det, vi absolut ikke kan undvære 🙂 Viktor har selvfølgelig opgraderet sin beholdning af fodboldtrøjer, og pigerne kommer hjem med et par ekstra tasker og punge. Ulrich har hygget sig med at lave gode handler. Så alle er glade og tilfredse 🙂
Dagen startede dejligt med sol, blå himmel og selvfølgelig varme. Vi sov længe i dag, så dagen var godt i gang i Beijing, da jeg bandt mine løbesko. Jeg havde mit kamera med på løbeturen, så jeg tog lidt billeder 🙂
Først på eftermiddagen forsvandt solen og den blå himmel bag dis og smog, men varmen var der stadigvæk. I dag var første gang herude, at vi rigtig har kunnet lugte smog og forurening. Måske også fordi at der var ekstra meget trafik.
Beijing er kæmpestor, og næsten uanset hvor vi skal hen, er der en halv til en times kørsel, så vi har kørt mange kilometer de sidste ti dage. Jeg er endnu ikke blevet træt af at se ud af bilvinduet. Der er så meget at se på, blandt andet mange imponerende bygninger.
I morgen står jeg tidligt op. Kl. 6.00 henter chaufføren mig, og så skal jeg for første gang på tur på egen hånd. Jeg vil ud at opleve Temple of Heaven, hvor mange kinesere starter dagen med tai-chi og andre aktiviteter. Det er planen at tage mit løbetøj på og løbe min morgentur derude 🙂