I dag var Damhus Cannonball Marathons uden min deltagelse. Det ser jeg ellers helst ikke 🙂
Det valg traf jeg for et stykke tid siden, så jeg kunne se Viktor spille fodbold. Det var det helt rigtige valg. Det er nemlig fedt at være fodboldmor – også i blæsevejr. Jeg hygger mig rigtig meget på sidelinjen, og nok lidt ekstra nu, fordi jeg ved, at det bliver et af mine afsavn i 366/365.
Når jeg ikke kunne løbe marathon i dag, vil jeg løbe i morgen. Mandag rejser vi til Kina, og så skal jeg for første gang i meget lang tid kun løbe et marathon på 14 dage. Derfor er det ekstra vigtigt for mig at brænde lidt krudt af 🙂
For 1½ uge siden var der ingen marathonløb i kalenderen søndag den 13. maj, men det er der nu – Fredskov Marathon.
Depotet er klar med bananer, slik, chokolade, saltstænger, Kondivand mv.
Ulrich og jeg har lige været ude at gå ruten og tegnet pile på vejen, så alle kan finde vej. Første runde er der hjælp, så alle kan lære ruten at kende. Min far hopper på cyklen, og viser vejen til dem, der vil løbe hurtigt. Jeg tager første runde i et 6 minutter pr. km. tempo.
Ellers har jeg planer om at løbe i et stille og roligt tempo, men vi må se hvad benene siger i morgen.
Jeg glæder mig rigtig meget til marathon i morgen. Det er en uge siden, at jeg har løbet marathon sidst, og det føles som lang tid, efter jeg i de sidste mange uger har løbet mange marathon. Jeg er sulten 🙂