Sommeraften i skoven var titlen på dagens marathon i Skodsborg, og helt ekstraordinært med to starttidspunkter så fodboldfans kunne nå hjem til EM-semifinalen. Jeg meldte mig til start sammen med fodboldfansene kl. 15.00 – mest på grund af min plan om at løbe langsomt. Så kom jeg i mål samtidig med flere af dem, der startede kl. 16.00.
"I morges var jeg ikke frisk – nok mest mentalt udfordret. Jeg havde svært ved at overskue dagens gøremål, og jeg glædede mig egentlig til at dagen var overstået. Det er heldigvis ikke så tit, at jeg har det sådan 🙂
Men der var ingen vej udenom dagens gøremål, så jeg kørte mod Hellerup, hvor jeg skulle interviewes af Luise Thomsen, som skriver en artikel til fagbladet "Fysioterapeuten". Interviewet var et energiboost. At fortælle om projektet, baggrunden, mine tanker, forklare hvorfor, hvordan osv. Fantastisk at mærke energien og passionen i kroppen og sindet. Så efter 1½ times interview var jeg klar til Skodsborg Marathon.
Jeg havde forberedt mig på at løbe alene med min plan om en sluttid på 4 timer og 45 minutter (som for øvrigt holdt), men sådan blev det ikke i dag. Per Ejdorf, som også løb et par marathon i Kalundborg i weekenden, havde ikke travlt, så vi fulgtes fire runder. Derefter satte jeg farten lidt ned, og Henriette Lisse kom til. Hun havde en aftale med sit arbejde, så hun kunne ikke være med fra start og måtte nøjes med 25 km. Dejligt med godt selskab og hygge i de smukkeste omgivelser 🙂
Dagens mand er Niels Østergaard, som lige debuterede på marathondistancen en almindelig onsdag i Skodsborg inspireret af sin far Søren Østergaard, som også løb marathon i dag. Stort tillykke – det er super sejt!