Det var mit marathon nummer 92 i dag. Så skulle man måske tro, at jeg altid har styr på det, men der må jeg skuffe. Det er ikke tilfældet 🙂 Det må jeg så sige, at det har DMI heller ikke. Som det sidste i går aftes tjekkede jeg vejrudsigten, som lovede gråvejr og regn hele formiddagen, så jeg forventede at vågne op til regnens trommen på taget.
At det ikke forholdt sig sådan, vil jeg ikke klage over. Jeg elsker sol og varme, men i dag var jeg ikke forberedt. Jeg undervurderede varmen og fik ikke drukket nok. Ruten i dag var 10,5 km, og dermed var der også kun depot hver 10,5 km. Derfor skulle vi selv sørge for at tage vand med på ruten, og det gjorde jeg først på fjerde runde, men der var det for sent. Jeg kunne ikke nå at indhente det tabte. Det resulterede i, at jeg måtte gå en del af de sidste 10 km. Hver gang jeg forsøgte at løbe, blev jeg hurtigt meget utilpas, så for at komme godt igennem, måtte tempoet helt ned.
Jeg havde ikke regnet med, at det skulle være en ikke speciel varm sommerdag i Danmark, at jeg for første gang skulle få problemer med væske og varme. Jeg har løbet Paris Marathon i over 25 graders varme og The Great Wall Marathon i 30 graders varme uden problemer.
Næste gang der er langt mellem depoterne, og solen skinner, tager jeg mit væskebælte på og husker at drikke 🙂
I dag var startfeltet ikke så stort som i går, men selskabet var stadig af høj kvalitet 🙂 Vi var syv, der løb doublet i weekenden i Hundige. Det var første gang for Brian Greve-Rasmussen, Jesper Knudsen Ølsgaard og Kent S. Thomsen – Stort tillykke til jer. Første gang er altid særlig!
Det var mit sidste marathon, inden jeg starter op på 366/365. De næste 14 dage løber og powerwalker jeg nogle træningsture, og så ses vi til Skinnermaraton den 15. juli i Hundige 🙂