Det er et eventyr

I mål efter 42,2 km. Et af sommerens sidste Skinnermaraton. Her står jeg med arrangør Leif Skinnerup.

I dag kom det store smil frem på mit ansigt. Jeg endte med at løbe stille og roligt i 10-12 km uden smerter i mit skinneben – fantastisk 🙂

Da jeg startede ud havde jeg ikke planlagt at løbe så langt. Jeg havde tænkt, at jeg skulle løbe i nogle få små intervaller for langsomt at vænne benet til at løbe igen. Sådan kom det ikke helt til at gå. Det føltes simpelthen så godt at løbe uden smerter, at det var svært at stoppe igen. Det er jo løb, der er min passion.

Nu sidder jeg i sofaen med is på benet – bare for en sikkerheds skyld. Det føles stadig godt, og der er ingen tegn på, at jeg har overanstrengt benene. Jeg mærkede også efter hele vejen og var opmærksom på kroppens tegn. Det vil jeg fortsætte med.

I fjernsynet er der OL Marathon for kvinder- Lige nu har de hurtigste løbet 27 km på 1.33.15 – VILDT. Jeg kan ikke engang løbe så stærkt i 200 meter 🙂 Stor respekt herfra. Der er mange måder at løbe marathon på. 

Nu vil jeg tage en lur. Øjenlågene er tunge efter nogle meget tidlige morgener 🙂