En god dag i Hundige

Det var en god dag i Hundige til Skinnermaraton. Endnu en varm en af slagsen. Vi var mange til start – mange der gerne ville være med til at fejre Peter Møllebro, som løb sig ind i Klub 100 Marathon i dag. Stort tillykke 🙂

Jeg havde en hård dag i går. For lidt restitution og et ømt skinneben. Jeg var så træt, at Ulrich aflyste sin aftale i går aftes for at passe på mig. Uden ham kunne intet af det her lade sig gøre.

I dag så verden anderledes ud. Benet havde det fint igen, og jeg småluntede lidt til sidst, hvilket føltes godt. Jeg var stadig lidt træt, så jeg kunne ikke helt holde det powerwalk tempo, som jeg startede ugen med.

At jeg indimellem føler mig mere træt end normalt, tænker jeg er naturligt med 42,2 km i benene hver dag. En anden grund kan også være for lav blodprocent. I går ringede dr.med. Stefan Mortensen fra Rigshospitalet med svarene på mine blodprøver, og de var i orden bortset fra min blodprocent, som er faldet meget og er for lav.  

Jeg har lige "googlet" lidt, og det er set før, at hård træning medfører lav blodprocent. Det betegnes sportsanæmi. Det ser ud til, at løb kan smadre de røde blodlegemer, når fødderne rammer underlaget. Godt at jeg ikke forholdt mig til alle forhold, inden jeg gik i gang – så var jeg aldrig startet 366/365. 

Det er vigtigt, at jeg får rettet op på min blodprocent, og jeg er allerede startet med at tage jerntilskud. På tirsdag skal jeg på Rigshospitalet igen for at få taget nye blodprøver. Nu skal jeg slappe af 🙂

Dagen i tal
Tidspunkt Lørdag den 4. august 2012, kl. 7.00
Sted Skinnermaraton, www.skinnermaraton.dk
Resultat 5.50.08
Løb nr. 21
Løb tilbage 345
Kilometer i alt 886.2 km

 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/08/en-god-dag-i-hundige/

2 kommentarer

  1. Hej.
    Ja, jeg følger også spændt med hver dag og krydser fingre for, at det går bedst muligt.
    Aminojern tror jeg også på, og så godt med c-vitamin, for at fremme optagelsen. Med c-vitamin mener jeg stor dosis.

    • Louise Andersen on 4. august 2012 at 18:05
    • Svar

    Hejsa

    Da jeg er blod donor, får jeg jævnligt tjekket min blodprocent, og på et tidspunkt var den lav, og siden da har jeg taget jern tabletter, helt præcis Amino jern, købt i Matas. De giver ikke jernsmag i bøvserne, og farver heller ikke sort (hvis du ved hvad jeg mener, he he)

    Du er en stor inspiration.
    Keep up the good work

Skriv et svar

Your email address will not be published.