Skøn fødselsdagsfest

At løbe et marathon må være den bedste måde at fejre sin fødselsdag på 🙂

I dag fejrede vi Jerk W. Langers fødselsdag med et Skodsborg Marathon, der i dagens anledning var flyttet til Hornbæk. Det er blevet en tradition, at Jerk og Karen inviterer indenfor i deres sommerhus.

Først 6 runder á 7 km i de skønneste omgivelser og med de bedste depoter. Derefter en fantastisk buffet og til sidst lagkage. Skønt koncept 🙂

Jeg havde en god tur, men jeg kunne godt mærke, at jeg løb hurtigt i går. Det sad i benene og mindede mig om, hvad mit mål er. Jeg skal kunne løbe igen i morgen, og i over morgen og i ………. I dag var nr. 42 (á 42) og jeg er godt i gang, men det er kun begyndelsen, så TAKE IT EASY 🙂

Depoterne i dag var udover det sædvanlige. Ude på ruten var der depot med blandt andet hjemmebagte kanelsnegle og trofaste heppere. 

Ved Hornbæk Sø sørgede to gutter for fest. Der var både øl, vand, vin og på sidste omgang grillpølser. Så vi stoppede lige op og skålede 🙂

I mål lige inden uret passerede 5 timer fik jeg fyldt energidepoterne op med fiskefrikadeller, frikadeller og de lækreste salater. Til sidst selvfølgelig Karens velsmagende lagkage, hvor man er nødt til at tage to gange 🙂

Dejligt med hygge efter løbet og snak på kryds og tværs, inden turen gik hjem mod Næstved. 

Dagen i tal
Tidspunkt Lørdag den 25. august 2012, kl. 10.00
Sted Skodsborg Marathon, www.skodsborgmarathon.dk
Resultat 4.59.18
Løb nr. 42
Løb tilbage 324
Kilometer i alt 1.772,4 km

Nu er det tid til restitution, så jeg er klar til Strandvejsmarathon i morgen fra Helsingør til København.

Egentlig skulle jeg være til bryllupsfest, men det er prisen for at være dedikeret. Jeg kan bare ikke alt det, jeg plejer, og jeg kan slet ikke alt det, som jeg havde forestilling om, inden projektet gik i gang. Under planlægningsfasen var alt muligt. Under udførelsen er alt bestemt ikke muligt – ihvertfald ikke hvis jeg skal komme godt igennem.

Så nogle af de planer, jeg har lavet for lang tid siden, er jeg nødt til at lave om, og det bryder jeg mig bestemt ikke om. Som for eksempel brylluppet jeg sagde ja tak til, men til sidst måtte erkende at det ikke går. Nogle løb har jeg meldt afbud til, fordi det ikke hænger sammen. Øv, øv. Jeg vil jo gerne være sådan en, man kan stole på. Det mener jeg nu også, man kan, og nu er jeg blevet klogere og planlægger anderledes. 

Mens Ulrich fester og fejrer brudeparret, sidder jeg i sofaen med is på benene og føler mig enormt priviligeret, fordi jeg har mulighed for at "go all in". Den opbakning, jeg får, er ubeskrivelig og jeg er dybt taknemmelig. 

Opbakningen kommer ikke kun fra mine nærmeste og dem omkring mig. Den kommer også fra folk, jeg ikke kender – fra hele Danmark. Det er fantastisk, og jeg læser hver kommentar, mail og besked og  glæder mig over hver eneste. Jeg ville ønske, at jeg have tid og overskud til at svare hver enkelt, men sådan er det desværre ikke. Det håber jeg, at I har forståelse for 🙂

 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/08/skon-fodselsdagsfest/

Skriv et svar

Your email address will not be published.