Det var en MEGET våd fornøjelse i dag. En fornøjelse er egentlig forkert at bruge om løbet i dag, ihvertfald mens jeg var i det. Jeg skulle bare igennem, og det var hårdt.
Jeg ved jo, at jeg kommer til at løbe i al slags vejr, og jeg har hele tiden sagt, at det er et spørgsmål om påklædning. Og det er det jo også, MEN det er MEGET SJOVERE, når jeg ikke er gennemblødt fire timer i træk. Jeg skiftede tøj undervejs, men det blev hurtigt vådt, og jeg er sikker på, at skoene vejede to kilo ekstra med alt det vand. Det er tid til at få skiftet sommergarderoben ud med noget efterårsløbetøj.
Jeg kan også afsløre, at jeg indimellem havde ondt af mig selv og var på grådens rand, men det gav ikke ekstra energi, og det lykkedes at finde et mere positivt fokus. Jeg kom dog aldrig helt op at ringe.
Nu til det mere fornøjelige 🙂
Malene Ravn løb sit marathon nummer 50 – stort tillykke 🙂 De tretten af løbene er Fredskov Marathon, og hun er dermed den, som har løbet flest Fredskov Marathon (udover mig selv).
Et andet lyspunkt i dag er Jakob Lagersted, som trodsede regnvejret og stod i skoven og heppede. Fantastisk opbakning 🙂
Hjemme igen havde jeg et interview på telefonen, men jeg blev nødt til at udskyde det, for det var nødvendigt med et langt og varmt bad og noget mad. Jeg følte mig også totalt udmattet og uden overskud, så der var ikke så meget at give af. Nu har jeg siddet lidt i sofaen, så nu kan jeg klare de næste par timers praktiske opgaver.
Dagen i tal
Tidspunkt | Onsdag den 26. september 2012, kl. 8.30 |
Sted | Fredskov Marathon, www.fredskovmarathon.dk |
Resultat | 5.16.24 |
Løb nr. | 74 |
Løb tilbage | 292 |
Kilometer i alt | 3.122,8 km |
3 kommentarer
Jeg har tænkt rigtig meget på dig og især over, at det nu ikke bliver helt så spændende at bevæge sig rundt ude. Men jeg synes stadig, du er SUPER SEJ. Kommer gerne og hepper en dag. Knus Solvej – Anettes mor 🙂
Pu ha, det må have været en hård omgang. Jeg synes stadig, du er så sej og sender de varmeste hilsener i din retning. Hvor er det også dejligt at høre om den store opbakning fra din familie. Jeg bliver helt rørt over det. Keep up the good work.
Venlig hilsen
Helle
Sikke dog et vejr, det er utroligt, at du kan holde modet oppe, men du har jo ret, der vil komme al slags vejr, også dårligt vejr. Husk endelig at få protein nok, det er hårdt arbejde, du er på. Mange hilsner Kirsten F