4.853 km på 115 dage

4.853 km svarer til, at jeg har løbet fra København til Cairo. Når vi skal til Egypten på ferie i august 2013, har vi dog valgt at flyve 🙂

En skøn efterårsmorgen. Kitt filmer, mens jeg tager løbesko på og fortæller

En skøn efterårsmorgen. Kitt filmer, mens jeg tager løbesko på og fortæller

Dagen startede med et besøg af journalist Kitt Kragelund fra Scleroseforeningen. Hun laver et indslag om mig, der skal vises på Scleroseforeningens hjemmeside.

Jeg håber, at det kan inspirere andre. Uanset hvad livet byder os af udfordringer, kan vi altid bestemme, hvordan vi reagerer. Det er vores eget ansvar. 

Det var en dejlig efterårsmorgen og formiddag. Blå himmel, sol og kun lidt vind. Jeg synes, jeg er heldig med vejret. I flere dage har det været regnvejr om eftermiddagen eller om aftenen, men når vi løber om formiddagen, har det været fint vejr.

I dag startede vi hjemmefra mig selv. Selvom mine forældre gerne vil afholde løb hver dag, synes jeg alligevel, at de skal have en fridag indimellem. Det er også fint med lidt variation, selvom jeg savner deres hygge i depotet 🙂

Vi var fire friske løbere til start – alle med mange marathon i bagagen. Rene Hjorth Olsen og Lene Bruun løb også i går (og selvfølgelig mig selv), og de er klar igen i morgen. Jerk W. Langer løber også flere gange om ugen.

De første omgange fulgtes vi, men så satte Rene og Jerk farten op. Lene og jeg nåede målstrengen sammen. Vi havde lidt tunge ben til sidst, så vi kunne godt mærke, at vi løb marathon.

I Næstved er vi efterhånden også kendt for vores små stigninger over det hele, og dem kan man især mærke på de sidste runder.

Jeg glæder mig til at løbe omkring Damhussøen i morgen – en dejlig flad rute 🙂

Dagen i tal

Tidspunkt Tirsdag den 6. november 2012, kl.  8.30
Sted Fredskov Marathon, www.fredskovmarathon.dk
Resultat 4.57.14
Løb nr. 115
Løb tilbage 251
Kilometer i alt 4.853,0 km

 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/11/4-853-km-pa-115-dage/

1 kommentar

  1. Annette,
    du er en af ​​de mest inspirerende og mest imponerende personligheder. Jeg ønsker dig alt det bedste for din maraton planer og din personlige fremtid.

    Med stor beundring og respekt

    Christian

    PS: undskyld mit dansk – at Google har gjort det 😉

Skriv et svar

Your email address will not be published.