For et år siden – den 20. juni 2012 var der 25 dage til start. Nu er der 25 marathon til mål 🙂
Jeg kan ikke lade være med at tælle ned, og det gjorde jeg også for et år siden. Dengang ville jeg bare i gang med projektet efter at have forberedt mig længe.
Selvom jeg tæller ned, er det vigtigt at leve i nuet og nyde hvert øjeblik så meget som muligt. De her minutter kommer aldrig igen.
Den 20. juni 2012 skrev jeg i mit indlæg: Nu vil jeg nyde dagene inden start. Derefter vil jeg nyde hver dag i projektet. Jeg vil leve livet det eneste sted, det kan leves – i nuet.
Det vil jeg fortsætte med 🙂
Solen og varmen er mine gode venner. Jeg får energi, og det føles ferieagtigt, selvom det er hverdag.
Dagen i dag startede med varme fra morgenstunden, og det blev kun varmere. Den varmeste dag i år – indtil videre.
Selvom jeg har det varmt og sveder en del mere end jeg plejer, så påvirker det ikke mit løb, når jeg sørger for at få nok væske. Så jeg havde en god marathondag med lidt lettere ben end i går 🙂
Dagen i tal
Tidspunkt | Torsdag den 20. juni 2013, kl. 8.30 |
Sted | Fredskov Marathon, www.fredskovmarathon.dk |
Resultat | 4.56.37 |
Løb nr. | 341 |
Løb tilbage | 25 |
Kilometer i alt | 14.390,2 km |
1 kommentar
Hey verdens sejeste marathonløber! Fine tanker der præger dit sind og dit liv.
Vi ses til Ø-Marathon d. 29. juni 🙂
Friske løbehilsner fra Jesper