Det der med at sige, jeg kan ikke, det holder ikke.
Man kan træffe et valg om at lade være, og det er fint nok –
men man skal ikke sige, at man ikke kan.
Hvis det er vigtigt nok. Hvis vi vil arbejde for det. Hvis vi vil yde en ekstra indsats. Hvis det er okay at lide afsavn. Hvis det må gøre lidt ondt indimellem. Så kan vi meget mere end vi tror. ALT ER MULIGT.
Derfor må vi ikke gå og fortælle os selv, at vi ikke kan. Når man har sagt til sig selv mange gange – det kan jeg ikke, så tror kroppen og sindet, at vi er en som ikke kan. Så programmerer vi os selv til at være en som ikke kan.
Vi må være mere præcise og sige, det har jeg ikke lyst til. Jeg vil ikke gøre arbejdet – jeg vil ikke yde en ekstra indsats og lide afsavn. Det er ikke vigtigt nok. På den måde ved vi – kroppen og sindet – at det er et fravalg og ikke fordi vi ikke kan.
Der er mange ting, som andre gør, der imponerer mig. Nogen gange tænker jeg – det vil jeg også gerne. Men når jeg tænker mere over det, finder jeg ud af, at det ikke er vigtigt nok for mig til, at jeg vil arbejde for det og gøre en ekstra indsats. Det er helt fint.
Andet arbejder jeg for, at det skal være vigtigt nok til, at jeg gør det. Det gælder for eksempel mavebøjninger 🙂
Jeg ved, at hvis jeg virkelig vil, så kan jeg.