Det valgte jeg på dagens marathon – at flytte fokus. Min mave gjorde nemlig opmærksom på sig selv.
På tredje runde fik jeg mavekneb, så jeg valgte at gå lidt. Jeg tænkte over, hvad det handlede om. Efter nogle minutter gik mavepinen væk, og så løb jeg videre meget taknemmelig over, at smerten var væk.
Maven blev dog aldrig helt sig selv igen, og de sidste 21 km foregik med lidt utilpashed og kvalme. Alligevel løb jeg og tænkte gode tanker og var glad og taknemmelig – det er mit valg.
Jeg ved, at kroppen taler til mig, og selvom jeg flytter fokus og får det bedste ud af det, så tænker jeg alligevel over, hvad det er, kroppen vil sige til mig. Måske fortæller den mig, at det er på tide at skære ned på Cola light 🙂
Vejret var gråt og diset samt lidt vådt, men det var dejligt løbevejr. Næsten ingen blæst og lunt vejr. Ja, der var meget at glæde sig over. Godt selskab som altid og to seje løbere – Johan Melin og Kaspian Puukka Jensen – satte PR. Stort tillykke 🙂
Dagen i tal
Tidspunkt | Onsdag den 19. februar 2014, kl. 8.30 |
Sted | Fredskov Marathon, www.fredskovmarathon.dk |
Resultat | 4.33.21 |
Marathon i alt | 494 |
Marathon i 2014 | 14 |