Da jeg kom hjem fra Ø-Marathon lørdag aften, troede jeg, at jeg havde fået “det” ud af systemet, men sådan blev det ikke. I går aftes begyndte tankerne at kredse om Skodsborg Marathon. Jeg kunne mærke lysten boble i maven.
Jeg overvejede, om det var smart efter lørdagens strabadser, hvor jeg havde drænet mig selv for energi og ikke passet godt nok på min krop. Var jeg klar igen?
Svaret blev JA, og jeg sendte en SMS til racedirector, “Jeg kommer.” Jeg var helt med på, at jeg skulle tage den med ro, spise salt og drikke væske nok.
Det blev en rigtig hyggelig tur i godt selskab – en af de ture hvor der blev snakket og snakket. Jeg nød turen i de smukke omgivelser i Dyrehaven. Solen skinnede, men træerne gav lidt skygge og vinden kølede. Det var helt perfekt, og kroppen havde det godt.
Nu er jeg FERIEKLAR. Jeg glæder mig til to skønne uger i selskab med Emilie, Viktor og Ulrich. Backgammon, skak og kortspil er med og så selvfølgelig løbeskoene.
Jeg står gerne op lidt før resten af familien og starter dagen med en løbetur. Det er en perfekt måde for mig at starte dagen på. Jeg nyder stilheden om morgenen og se byen vågne.
Ja, jeg er klar til ferie, afslapning og familiehygge. Rigtig god sommer til jer alle 🙂
Dagen i tal
Tidspunkt | Mandag den 30. juni 2014, kl. 8.00 |
Sted | Skodsborg Marathon, www.skodsborgmarathon.dk |
Resultat | 4.22.58 |
Marathon i alt | 518 |
Marathon i 2014 | 38 |