Med en kilometer tilbage af dagens marathon skyllede en følelse af taknemmelighed og glæde indover mig. Jeg vil kalde det lykke. Happy, happy, happy!
Jeg har så meget at være taknemmelig for, og det er jeg hver eneste dag. Et af mine aftenritualer er at slutte dagen af med at tænke på mindst fem ting, som jeg er taknemmelig for. Så falder jeg i søvn med en følelse af ro og taknemmelighed, og det skaber et godt fundament for en god nattesøvn.
Træningen til Paris-turen er gået i gang, og jeg løber med stor glæde mange kilometer. I stedet for at løbe en masse kilometer alene, så giver det mening for mig at løbe mange marathon, helst flere dage i træk, så mine ben bliver klar til den lange distance mange dage i træk.
I dag var tredje marathon i træk, og nu har jeg sat farten lidt ned. Når min krop skal være klar dag efter dag, må jeg lade være med at presse den ekstra ved at løbe stærkt. I januar har jeg flere gange løbet under fire timer, selvom jeg har løbet mange marathon, og så når jeg ikke at restituere, og det føles som om, at jeg bygger træthed op. Det er ikke i overensstemmelse med mit mål, så den går ikke.
Det er syv måneder siden, at jeg har løbet Ø-Marathon, og det var et glædeligt gensyn. Vinden kom fra den rigtige side, og cykelstien var ryddet for sne. Charlotte Fischer havde bagt snegle – stor tak herfra. Rene Hjort Olsen løb sit marathon nummer 500 – kæmpe stort tillykke til Rene. Han var den første i Danmark, som løb rigtig mange marathon på et år. Da jeg første gang hørte om ham i 2010, tænkte jeg, “Han må da være Supermand.” Det er han også, og han viste, at det har vi alle potentiale til at være. Tak og tillykke med den flotte præstation!
Dagen i tal
Tidspunkt | Onsdag den 4. februar 2015, kl. 8.30 |
Sted | Ø-Marathon, www.marathonlisse.dk |
Resultat | 4.37.14 |
Marathon i alt | 554 |
Marathon i 2015 | 15 |