Så fik jeg skudt mit marathon år i gang med Sjælsø Maratons debutløb. Et cannonball løb som vi kender det med stort depot i garagen og seks runder, før medaljen er om halsen. Et løb i de skønneste omgivelser med udsigt til Sjælsø. Et løb med masser af bakker så mine ben er mere trætte, end de plejer efter 42,2 km. Rigtig god træning, og det har jeg brug for, så jeg er klar til 24 timers løb på løbebånd fra fredag den 24. februar kl. 18.00 til lørdag den 25. februar kl. 18.00. Vi samler ind til Team Rynkeby i Scala Fitness i Næstved.
Et øjeblik så det ellers ud til, at jeg ikke kom afsted. Man kan ikke sige, at jeg sov for længe, for jeg lå vågen i sengen og ventede på, at alarmen skulle lyde. Der skete bare ikke noget, og til sidst følte jeg, at der var noget galt, så jeg kiggede på uret. Arrrghh, der var ni minutter til, jeg skulle køre. Min første reaktion var, det når jeg aldrig, men jeg kunne mærke, at det SKAL jeg, så de ni minutter blev brugt effektivt. Tasken havde jeg heldigvis pakket aftenen før, og morgenmaden spiste jeg i bilen, så jeg nåede det hele. Klokken ni var jeg klar til start i Birkerød 🙂
Dagen i tal
Tidspunkt | Lørdag den 14. januar 2017 |
Sted | Sjælsø Maraton |
Resultat | 4.18.48 |
Marathon i alt | 632 |
Marathon i 2017 | 1 |