Skønt solskinsvejr, blå himmel, frostvejr og næsten ingen vind. Det bliver ikke bedre en dag i januar i Danmark. Jeg har planlagt marathon i dag og i morgen som træning til 24 timer på løbebånd sidst i februar i Scala Fitness i Næstved, så planen var ikke et hurtigt løb. Tanken om at komme under fire timer har dog strejfet mig de sidste måneder. Sidste gang jeg var under fire timer var i marts 2016, og jeg vil gerne vise mig selv, at jeg stadig kan 🙂
Jeg startede ud i et godt tempo sammen med nogle af gutterne, og da vi var halvvejs sagde uret, 1.53, så jeg havde syv minutter i banken. Mine ben kunne godt mærke, at tempoet var højere, end jeg plejer, men jeg følte, at det var okay, så jeg tænkte, En runde mere med fart. Hvis det stadig holder, fortsætter jeg. Jeg skar målet ud i bidder. Hvis jeg havde tænkt, Jeg skal fortsætte med denne fart i 21 kilometer, havde det virket lidt uoverskueligt, men syv kilometer var overskueligt. Fjerde runde gik stadig godt, og da jeg havde en time og 28 minutter til at løbe de sidste fjorten kilometer, vidste jeg, at det ville lykkes. Jeg tog dog stadig en runde ad gangen, Syv kilometer med fart, tænkte jeg, så kan jeg sætte farten ned på sidste runde.
Da jeg løb ud på sidste runde, var benene rigtig trætte, og da jeg havde lovet mig selv, at jeg kunne sætte farten ned de sidste syv kilometer, var det som om, at kroppen havde glædet sig til det. Jeg var fem minutter længere om sidste tur, og i al beskedenhed så holdt jeg fest indeni og tænkte, Sådan Annette. Du kan stadig. Du er så sej. Der er stadig potentiale til at komme under 3.30 (Engang – hvis jeg vil gøre arbejdet 🙂 ) Det er vigtigt, at vi anerkender os selv og giver et skulderklap. Jeg kom super glad og tilfreds i mål. Selvom jeg har løbet 634 marathon kan jeg stadig mærke en ubeskrivelig glæde over at komme i mål 🙂
Jeg er klar igen i morgen, dog i et lavere tempo 🙂
Dagen i tal
Tidspunkt | Lørdag den 28. januar 2017 |
Sted | Næver Run Marathon, Næstved |
Resultat | 3.52.16 |
Marathon i alt | 634 |
Marathon i 2017 | 3 |