Hvorfor?? Hvorfor??

I går var det rigtig efterår med gråvejr, regn og noget blæst. Jeg var først på job og derefter direkte til fyraftensmarathon. Jeg tænkte flere gange om eftermiddagen, mens jeg så ud på regnen – Hvorfor marathon på en efterårsdag i mørke, når jeg kan køre hjem til familien til hygge i tørvejr og lys indenfor?

Svaret er, lysten til at overvinde mig selv var større end lysten til at ligge på sofaen. Lysten til at gøre det, jeg havde sat mig for, var større end lysten til at være magelig og ikke udfordre mig selv. Derfor overvejede jeg ikke på noget tidspunkt at springe fra, selvom jeg nysgerrigt spurgte mig selv, hvorfor??

Regnen stoppede, inden løbet startede, så det endte med at være fint løbevejr for en efterårsaften. Selvom jeg gerne ville løbe, ville jeg også gerne hjem igen, så jeg satte fire timers tempoet på fra start. Det var behageligt, og jeg følte glæden ved at løbe derudaf. Jeg løb i mit eget selskab og holdte en jævn fart indtil sidste runde, hvor jeg fik ondt i maven. I starten kunne jeg se bort fra det, men med to kilometer igen var farten helt i bund, for det gjorde så ondt. Jeg holdt øje med tiden, for jeg var ville ikke give slip på at komme under fire timer. Jeg kæmpede og kravlede næsten over målstregen 55 sekunder før fire timer. 

Første stop derefter var toilettet. Det lettede en smule, så jeg kunne køre hjem til et godt måltid mad. Det skreg min mave efter. Fyraftensmarathon har mange gange før været en udfordring for min mave. Det er svært for mig at ramme det rigtige energiindtag, når jeg skal løbe langt sidst på dagen efter en arbejdsdag. Vi lærer heldigvis hele livet 🙂

Jeg kan, jeg vil, jeg gør det – helt sikkert igen. Måske allerede om to uger, når der er Humør Marathon fyraftensløb igen 🙂

Dagen i tal