Så er første kapitel i bogen skrevet. Bogen for 2018. Hvad hedder din?
2018’s eventyr ?????
Hvad livet er fuldt af? ?????
Jeg kan, jeg vil, jeg gør det i 2018 ?????
Et fantastisk liv ?????
Du skriver historien, og du bestemmer titlen på bogen – din bog – dit liv og vigtigt at huske – dit ansvar. Hvilken frihed det er. Har du fået øje på den – friheden? Friheden til at se verden og livet, som du ønsker det. Friheden til at se muligheder i de mest udfordrende situationer. Måske har du ligesom mig haft udfordringer i uge et – store eller små. Hvad tænkte du om dem? Jeg valgte at se mine udfordringer som muligheder for at lære. Jeg spurgte mig selv, Hvad skal jeg lære her? Hvad kan jeg blive bedre til? Hvordan kan jeg få det bedste ud af situationen? Jeg brugte min indre mentale værktøjskasse. Jeg ser den for mit indre øje som en lysende skattekiste, og den er fuld af redskaber, som jeg kan vælge at bruge.
- PYT-knappen, som minder mig om ikke at tage “tingene” så tungt.
- Tragten, som jeg forestiller mig, jeg kan sætte oven på hovedet, så universets energi kan løbe gennem tragten og ned i mig, så jeg får nyt overskud og mere rummelighed. Den har jeg brugt flere gange i denne uge.
- Jegkanjegviljeggørdet og andre styrkende sætninger bruger jeg hver eneste dag for at skabe det, jeg ønsker i mit liv.
- Skjoldet ligner en osteklokke, og beskytter mig mod energier, der ikke er gode for mig, men smart nok kan jeg sende gode vibrationer igennem. Det har jeg også brug for hver eneste dag, så jeg ikke lader mig påvirke af andres angst, vrede, ked-af-det-hed, men kan hjælpe dem ved at være rummelig og kærlig.
- Kaminhylden hvor jeg forestiller mig, at jeg stiller alt det, som jeg er taknemmelig for – stort og småt. Kaminhylden ser jeg for mit indre øje og føler glæde.
Det er bare få af redskaberne i min lysende værktøjskasse, og du er velkommen til at putte dem i din værktøjskasse. Hvis du ikke har en, så luk øjnene og forestil dig, hvordan din værktøjskasse ser ud. Hvad farve er den? Hvor stor er den? Hvordan åbner du den? Se det for dit indre øje. Læg de redskaber, som du har brug for, i værktøjskassen og udvid efterhånden, som du lærer nyt og får flere redskaber. Værktøjskassen har du med dig overalt – du skal bare huske at bruge den, og det kan du øve dig i. Den eneste måde, jeg selv bliver bedre og bedre til at bruge min værktøjskasse og alle redskaberne, er ved at øve mig. Det er fantastisk at mærke, hvordan jeg selv kan påvirke min hverdag, så den bliver endnu mere fyldt med glæde og kærlighed. Tak, glimmer på og op på kaminhylden.
Status efter uge 1. Jeg er glad i låget og meget taknemmelig for alt det, som livet byder på. Ja, jeg vil gerne vinde i lotto, men jeg ved også, at det er ikke er der, lykken gemmer sig. Lotto kan ikke skabe lykke – kun bidrage.
Der er ikke kommet støv på løbeskoene, selvom det har været en våd uge. Det betyder bare, at jeg nød søndag morgen i sol og frost ekstra meget. Marathon i 2018 må vente lidt. Lige nu prioriterer jeg anderledes.
Uge 1 – tjek. Uge 2 forude med plads til at komme videre med et gammelt projekt, jeg har savnet.
Jeg kan, jeg vil, jeg gør det!