North Coast Ultra X-Large

Foto: Mathias Møller Vous Christensen

Det er godt, at jeg ikke havde forholdt mig til dagens rute og terræn. Jeg vidste godt, at der ville være stigninger, men ikke SÅ MANGE. Jeg måtte arbejde hårdt, men det var en fantastisk følelse, da det alligevel lykkes at få krop og sind til at arbejde sammen.  

En fantastisk dag med super løbevejr og de smukkeste omgivelser. Langs stranden med udsigt til Kattegat og rundt i Tisvilde Hegn  på små stier og mountainbike spor samt op og ned – også ad trapper. Jeg havde aldrig forestillet mig, at der kunne være så mange trapper i en skov. Ruten var afmærket med 1000 pinke flag, så det var aldrig svært at finde vej.  

Det var varmere end jeg havde forventet, men skønt at svede og mærke salten i ansigtet. Jeg skiftede meget hurtigt til bare arme og var glad for, at jeg havde to vanddunke i rygsækken. 

Efter de første ti kilometer med både strand og stigninger følte jeg, at jeg havde brugt mere end en femtedel af mine kræfter, og det føltes som om, at der var meget langt igen. Jeg løb lidt og snakkede og flyttede fokus. Efter 22 kilometer faldt jeg, heldigvis på skovbunden, så jeg slog mig ikke så meget.

Hvad sker der? Jeg faldt også i sidste uge. Hvad er det, jeg skal være opærksom på? Nå, det er vist et andet indlæg 🙂

Faldet i sidste uge som jeg slap billigt fra – kun hudafskrabninger og et ømt knæ gjorde, at jeg indtil fredag aften overvejede, om jeg skulle deltage i North Coast Ultra. Mit knæ var stadig ømt, men ikke inde i knæet, så jeg vurderede til sidst, at det var okay at løbe.  Det var den helt rigtige vurdering, og mit knæ har det fint med den samme ømhed som før. Til gengæld er jeg øm i mange forskellige muskler, så jeg kan mærke, at jeg lever 🙂

I forbindelse med faldet fik jeg en lille krampe. Noget jeg ellers aldrig får. Jeg tog salt og drak ekstra vand, mens jeg gik og sundede mig. Derefter gik det bedre. Jeg kan, jeg vil, jeg gør det lød det i mit hoved. Jeg er frisk og fuld af energi. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at skabe god energi og mere af den, og det lykkedes. Vildt at jeg har så mange kræfter, i forhold til hvad jeg følte efter ti kilometer, tænkte jeg og følte taknemmelighed. Fantastisk at min krop samarbejder på den måde. Kroppen er en storslået maskine, som arbejder meget bedre, når vi fodrer den med det bedste brændstof. 

Med knapt syv kilometer igen, tænkte jeg, det ser ud til, at jeg kan nå i mål inden seks timer. De sidste kilometer havde været uden så mange stigninger, og jeg håbede, at det var kendetegnet for resten af turen. Der tog jeg meget fejl. De sidste kræfter skulle lige suges ud af os 🙂 Op og ned i sandet for derefter at fortsætte på trapper i skoven. De sidste 500 meter til mål var selvfølgelig i sand. Det var fuldstændig fantastisk at løbe over målstregen og få den velfortjente medalje. Jeg kan, jeg vil, jeg gør det.

Dagen i tal