JEG KAN, JEG VIL, JEG GØR DET. Den er god nok – det virker. Vi mennesker kan meget mere, end vi tror, hvis vi vil arbejde for det og gøre en ekstra indsats. Hvis vi ser muligheder i stedet for begrænsninger. Hvis vi tror på mulighederne og tror på, at vi finder vejen. VI KAN, HVAD VI VIL. TRÆERNE KAN VOKSE IND I HIMLEN.
I mandags løb jeg fra Næstved til Frederiksberg sammen med fire andre skønne og seje løbere. Lidt over 77 kilometer for derefter at løbe 10 kilometer til Royal Run. Det var fantastisk og selvfølgeligt hårdt. Vi arbejdede for det og gjorde en ekstra indsats. Vi troede på, at vi ville finde vejen igennem dagens udfordringer. OG DET GJORDE VI. Gruppens alderspræsident Carsten er midt i tresserne og har diabetes. Han var en af de stærkeste i gruppen til trods for varme, alder og mange kilometer. JEG KAN, JEG VIL, JEG GØR DET.
Det gælder også dig. Du kan meget mere, end du tror – hvis du ønsker det.
HVORFOR? Fordi det er en sjov ide. Fordi det gør mig glad i låget. Fordi lange ture i løbeskoene er min passion. Fordi jeg nysgerrig på, hvad vi mennesker kan, når krop og sind arbejder sammen, og vi fokuserer på vores muligheder – fokuserer på det vi ønsker.
Vi havde en fantastisk dag. Med depotstop hver femte kilometer på grund af varmen føltes det som om, at vi var i depot hele tiden. Vi løb luksusturen med rullende depot og isstop ved flere tankstationer. Vi snakkede, hyggede og til sidst var der mere stille. Jeg havde overskud hele vejen og havde ikke brug for mine powersætninger. De var med mig i cellerne – JEG KAN, JEG VIL, JEG GØR DET – det ved mine celler godt.
Tillykke til Kronprins Frederik. Et flot syn mødte os på Frederiksberg med tusindevis af løbere i blå trøjer. Fantastisk at så mange lod sig inspirere til at være med. Det var en sand folke-/løbefest <3
Hjemme i Næstved igen kl. 23.00 kaldte sengen højt, men der var uro i benene, så jeg faldt ikke i seng lige med det samme. Da vækkeuret ringede tirsdag morgen brugte jeg lige et øjeblik på at tænke positive tanker og lave smileøvelser, så fundamentet var klar til en god arbejdsdag. Lige der havde jeg mest lyst til at blive i sengen, men da jeg først kom i gang, var jeg taknemmelig over, hvor godt kroppen egentlig havde det i forhold til, at den havde løbet næsten 90 kilometer. Jeg sprang dog dagens løbetur over og ventede til i dag 🙂
Dagen i tal
Tidspunkt | Mandag den 21. maj 2018 |
Sted | Fredskov Marathon Ultraløb – Opvarmning til Royal Run – Næstved til Frederiksberg, 77 km |
Resultat | Socialt løb – 10 timer |
Marathon i alt | 664 |
Ultraløb i alt | 27 |
Marathon i 2018 | 7 |
Ultraløb i 2018 | 3 |