Jeg kan, jeg vil, jeg gør det – men ikke altsammen på en gang

Der er meget, der gør mig glad og begejstret, og jeg vil gerne det hele. Det kan jeg også, men ikke på engang. Jeg er fuld af glæde og begejstring over alt det forskellige, jeg fylder mit liv med, men jeg kan mærke, at jeg skal skrue ned for nogle aktiviteter og fordybe mig mere i andre aktiviteter. Det betyder ikke, at jeg ikke kan det hele, men det tager lidt længere tid og giver mig mulighed for at bevare balancen i mit liv.

Efter tre ugers ro og nærvær på ferie med mine guldklumper kom jeg hjem fyldt med overskud, glæde, begejstring og indre ro, og det ønsker jeg at bevare i min hverdag, ihvertfald så meget som muligt.

HVORFOR ER DET UDFORDRENDE?

Primært fordi jeg holder fast i ideen om at løbe mit maraton nummer 1.000 på mit 10 års jubilæum den 31. oktober 2020, og det hænger ikke helt sammen med resten af mit liv. Jeg skal nå at løbe 273 maratonløb på 14 måneder. Det kan jeg godt, men enten skal min kalender være helt fyldt alle dage, og så når jeg alligevel ikke helt det, jeg ønsker, for det er lidt sådan, det har kørt de sidste to uger samt inden min ferie. Ellers kræver det, at jeg sætter andre aktiviteter på pause.

SÅ GIV SLIP PÅ DEN IDE. Det er helt klart en vej, men det er en super fed ide, og der er noget med smukt ved tallene 🙂 Derudover er jeg vild med maraton, så jeg har ikke givet slip endnu, selvom jeg mange gange har sagt til mig selv; GIV SLIP. Der er så meget andet i livet, jeg gerne vil, så skru ned for maraton. Det er da ligemeget, om du når 1000 maratonløb på 10 år, 11 år eller 15 år. Hmmm, ja, det er jeg enig i, men jeg vil bare såååå gerne. SÅ GØR DET. DU KAN, HVAD DU VIL. Ja, helt sikkert, men det kræver en del afsavn, og er jeg villig til det – en gang til? Måske! Måske ikke! Jeg vil give mig selv tid til at kigge indad og mærke efter. HVAD GØR MIG MEST GLAD? Fortsættelse følger. Efter weekendens fire løb mangler jeg kun 269 🙂

Efter sommerferiens maratonpause tager jeg revanche i denne uge.  Drømmen om 1.000 maraton fik mig til at løbe tirsdag og onsdag, selvom jeg løber fire maratonløb til Stafet for Livet i weekenden. JEG KAN, JEG VIL, JEG GØR DET (Bare ikke det hele på en gang) Jeg skal jo også nå alle mine arbejdsopgaver, som jeg også er ret vild med.

Glad i mål efter 42,2 kilometer hvor det handlede om, at passe mig selv, så jeg er klar til weekenden.

Susåen, som jeg kommer forbi mange gange på weekendens fire maratonløb. Jeg glæder mig til udfordringen.

www.aneste.dk

Dagen i tal

Tidspunkt Onsdag den 21. august 2019, kl. 8.30
Sted Succes Maraton
Resultat 4.28.24
Marathon i alt 727
Ultraløb i alt 26
Marathon i 2019 49
Tidspunkt Tirsdag den 20. august 2019, kl. 9.00
Sted Tosseløbs Cannonball
Resultat 3.58.46
Marathon i alt 726
Ultraløb i alt 26
Marathon i 2019 48

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2019/08/jeg-kan-jeg-vil-jeg-goer-det-men-ikke-altsammen-paa-en-gang/