I dag er den sidste dag i oktober, og jeg kan fjerne endnu en måned i min løbskalender. Vildt som tiden går!
Det gik nemmere i dag, end jeg havde regnet med.
Efter løbet i går havde jeg lidt meget uro og ømhed i benene. Jeg kan godt mærke, at det kræver mere restitution, når jeg løber bare 10-15 minutter hurtigere på et marathon. Så planen i dag var at løbe langsommere og have en sluttid på 5+.
Det lykkedes, og jeg havde en god tur. De første par omgange fulgtes jeg med Jakob Lagersted. Derefter løb jeg en runde alene, og så var min far klar. Han løb med mig 3 runder = 18 km, og sidste runde løb min mor med. Super dejligt – man snakker så godt, når man løber 🙂
Seje Tony Gren fra Sverige har efterhånden løbet mange Fredskov Marathon. Endnu engang løb han tre marathon på tre dage. I dag var det Tonys marathon nr. 88, og de fleste har han løbet i år. Det er hans mål at komme i Klub 100 Marathon Sverige i december.
Det er fantastisk at så mange har lyst til at løbe mange marathon, så jeg har nogen at løbe sammen med 🙂
Efter løbet tog jeg en lille cykeltur sammen med min far for at måle en ny rute op. Selvom benene var trætte formåede jeg at komme de 5,3 km rundt på cykel 🙂 Jeg har ikke besluttet, hvornår ruten skal indvies.
Jeg har den samme fornemmelse i mine ben lige nu, som jeg havde i går – for meget uro. Heldigvis kan jeg slappe af hele aftenen, så jeg er klar til i morgen til endnu en dag på kontoret 🙂
Dagen i tal
Tidspunkt | Onsdag den 31. oktober 2012, kl. 8.30 |
Sted | Fredskov Marathon, www.fredskovmarathon.dk |
Resultat | 5.01.10 |
Løb nr. | 109 |
Løb tilbage | 257 |
Kilometer i alt | 4.599,8 km |