Tre til start

 
I dag var en af de få dage i projektet, hvor vi kun var tre marathonløbere til start. Det virkede ikke realistisk fra starten af, at der ville være to marathonløbere udover mig selv til start hver eneste dag og slet ikke igennem vinteren. Det har også brændt på indimellem, men så er jeg blevet reddet på målstregen.
 
Jeg løber jo uanset hvad, men det er blevet et mål i sig selv at ende med 366 officielle marathonløb – et mål som det meste af løbeverdenen er fælles om 🙂
 
Det har ofte været Henning Baginski, der har været redningsmand, og han var også klar i dag. Han følger med på deltagerlisten (ligesom mange andre) og melder sig gerne de dage, hvor der mangler løbere. Det samme havde Pia Hansson gjort i dag, og så var vi tre løbere. Fantastisk 🙂
 
I næste uge er der masser af plads på Fredskov Marathons deltagerliste. Måske fordi der er Copenhagen Marathon den 19. maj. Så er der flere, der gerne vil løbe lidt stærkere og derfor sparer på kræfterne. 
 
Jeg tror dog på, at alle løb i projektet bliver officielle – også i næste uge. Nu er det realistisk at tro på 🙂

Det regnede både i nat og i morges, og Emilie og Viktor måtte finde regnjakkerne frem, da de skulle cykle i skole. Heldigvis fortsatte det ikke, og det endte med at være rigtig fint løbevejr.

Min dejlige veninde Maj-Britt, som jeg har kendt siden børnehaveklassen, løb de første par runder med mig. Det var skønt at tage revanche med snakken. Et af mine afsavn under projektet er venindehygge, så jeg nød at kombinere det med løb 🙂

Dagen i tal

Tidspunkt Onsdag den 8. maj 2013, kl.  8.30
Sted Fredskov Marathon, www.fredskovmarathon.dk
Resultat 4.58.17
Løb nr. 298
Løb tilbage 68
Kilometer i alt 12.575,6 km

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2013/05/tre-til-start/

1 kommentar

    • Inge Marx on 9. maj 2013 at 00:25
    • Svar

    Hej Anette

    Håber Tor bare vil sige undskyld det ville klæ`| ham 🙂

    Skriv til mig hvis du har en onsdags problem, efter Cobenhagen marathon. Og jeg kører gerne fra Holstebro for at hjælpe.

    Venlig hilsen

    Inge

Skriv et svar

Your email address will not be published.