Smilet sidder fast

I går rykkede jeg en ny grænse. Jeg har løbet 50 km, 60 km og to marathon på en dag, men det var første gang, at jeg begav mig ud på 100 kilometer. Ja, det er langt, men jeg brækkede det ned i bitte små stykker og tog et skridt ad gangen, så lykkedes det. Nu sidder smilet fast 🙂

Klar til 100 km. Glad og spændt med sommerfugle i maven. Hvordan bliver det?

Det var en fantastisk morgen med sol og blå himmel. Sådan fortsatte det hele dagen.

Så er vi i gang. Der blevet både løbet marathon, 50 km, 100 km og stafet.

Det var en fantastisk morgen med sol og blå himmel, og det giver bare lidt ekstra energi. Jeg var rigtig spændt og havde sommerfugle i maven, så alt var, som det skulle være 🙂

Jeg var spændt på, hvordan det ville føles. Jeg vidste, at det ville blive hårdt og gøre lidt ondt, men hvordan ville jeg reagere. Jeg vidste, at jeg ville komme i mål, men hvordan ville stilen være.

Min udmelding var, at jeg ville i mål på 10½ time, men inderst inde tænkte jeg, at det ville være helt vildt fedt, hvis jeg kunne komme i mål under 10 timer. Det betød, at jeg skulle være mellem 5½ og 6 minutter om hver kilometer. 

Jeg lagde ud med cirka 5½ minutter, for så havde jeg lidt at give af til sidst, og det forventede jeg, at jeg havde brug for. Ved 31 km sagde tiden 2.51 og ved 55 km 5.14. Planen om at komme under 10 timer levede. 

De første 60 km var jeg fuld af energi, smil og overskud, og da jeg ramte 58 km, tænkte jeg, nu er der “kun” et marathon tilbage 🙂

De sidste 20 kilometer blev jeg udfordret. Jeg havde ondt i maven, kvalme, og jeg følte ikke, at jeg kunne indtage mere. I depotet begyndte jeg at hælde vand udover mig selv for nedkøle mig, når nu jeg ikke kunne drikke. Det var en varm dag, og selvom jeg normalt ikke har udfordringer med varmen, så kunne jeg godt mærke, at jeg til sidst var påvirket. 

Hele vejen havde jeg tænkt positive tanker og visualiseret, hvordan mine celler arbejdede for at holde mig i gang. Jeg sagde tak hundredevis af gange inde i mit hoved og omkring 55 km var jeg endda ved at fælde en tåre, fordi jeg var rørt og taknemmelig over, hvordan det hele bare gik op i en højere enhed. 

Cirka seks kilometer før mål blev jeg mentalt udfordret og der var lidt sort inde i mit sind. Jeg var træt, og kvalmen og maven påvirkede mig, så jeg tænkte, det kan være lige meget med tiden. Jeg orker ikke mere. Nu går jeg i mål. Så jeg gik i fem minutter, inden diskussionen inde i mit hoved var overstået og en stemme sagde, nu tager du dig sammen. Du er så tæt på mål, og du kan godt. Du kan meget mere, end du tror. Kom så. Jeg begyndte at løbe igen, og da jeg nåede depotet fik jeg øje på mine forældre og Viktor, og det gav lige lidt energi til at løbe resten af vejen til mål.

Det var helt fantastisk at løbe over målstregen i tiden 9.46.32 fuldstændig udbrændt og fuldstændig lykkelig 🙂

Jeg kunne godt mærke, at jeg havde løbet stærkt og presset min krop hele vejen, så jeg var rigtig træt og gik lidt sjovt, da jeg kom i mål.

Efter en god nats søvn er jeg faktisk mere frisk i kroppen, end jeg havde forestillet mig. Mine muskler er lidt ømme, men jeg går almindeligt 🙂

STOLT – det er jeg. Da jeg tilmeldte mig Copenhagen Ultramarathon havde jeg ingen forestilling om, at jeg kunne løbe så stærkt, og så endte jeg med at blive nummer 3 hos kvinderne og nummer 9 i alt 🙂

Thumps up. 55km i tiden 5.14 og humøret er højt.

Jeg smilede det meste af vejen. Foto: Lars Elgaard

Jeg gjorde det. Fantastisk at løbe over målstregen.

Dejligt at Viktor tog imod mig i mål.

Nu er jeg træt og det eneste, jeg har lyst til, er en is.

Dejligt jeg ikke skulle køre bilen hjem.

Dagen i tal