Så fik jeg taget hul på marathonåret med Brøderup Marathon i solskinsvejr og blå himmel. Det første løb ud af mange i år. Det er nemlig planen, at jeg runder 600 marathon i 2015. En del af løbene bliver i foråret som træning til vores sommerprojekt – at løbe til Paris. Jeg løber, og Ulrich kører følgebil og sørger for alt det praktiske. Cirka 60 kilometer om dagen i tre uger, og så løber jeg over målstregen i Paris den 10. juli 2015 sammen med Team Rynkeby rytterne. Sikke en fest!
Planlægningen starter nu: Rute, overnatning, hjemmeside mv. Det er hovedsageligt Ulrichs opgave, og det er han rigtig god til og nyder at lave. Træningen er min opgave og fornøjelse. Det er vores fælles projekt, og vi glæder os til at gøre det sammen.
Der er også plads til andre. I løbet af en måneds tid er hjemmesiden med information klar, og så kan det jo være, at der er flere, der vil med. Jeg kender allerede et par stykker, der er interesserede. Man behøver jo ikke løbe alle tre uger. Det er også muligt at løbe enkelte etaper, måske på vej på ferie. Fortsættelse følger!
Dagen i tal
Tidspunkt | Onsdag den 7. januar 2015, kl. 8.30 |
Sted | Brøderup Marathon, www.broederupmarathon.dk |
Resultat | 3.55.51 |
Marathon i alt | 540 |
Marathon i 2015 | 1 |