Koldt på toppen

Foråret havde gemt sig i dag, så det var koldt på Toppen af Nokken. Det var tørvejr og en del blæst fra morgenstunden, men med ja-hatten på kunne det godt se ud som om, at solen kunne bryde igennem. Sådan blev det ikke, for vejrudsigten holdt, og efter to runder i tørvejr kom støvregnen, og den fortsatte indtil det rigtig begyndte at regne 🙂

Vi kom i mål kolde og våde, men glade og med et smil på læben. Det var heldigvis først, da jeg stod stille, at jeg begyndte at fryse, og så hjalp det med tørt tøj.

Til trods for regn havde jeg et dejligt løb, hvor jeg glædede mig over min fantastiske krop, som hjælper mig hvert skridt af vejen. Også når den er træt, øm eller på anden måde gør opmærksom på sig selv. Så hjælper den mig med at indse, at jeg skal gøre noget anderledes eller måske tage den med ro. Ja, det er jeg i stand til – at tage den med ro 🙂

Vi skal altid lytte til vores krop, og finde ud af hvad den fortæller os. Nogen gange er det nemt at forstå kroppen, men andre gange kan det være udfordrende at finde ud af, hvad den fortæller. De fleste gange ved vi det dog godt, men vi ønsker måske ikke at indse det. Bare rolig kroppen giver ikke op, så den fortsætter med at kommunikere med dig, indtil du lærer eller indser, hvad du har brug for.

Jeg er ven med min krop. Vi lytter til hinanden og har et fantastisk samarbejde, og jeg føler taknemmelighed hver eneste dag!

Depot, start og mål på Toppen af Nokken.

Ingen Toppen af Nokken uden Hoplas lækre kokostoppe.

Tak for i dag, racedirector Hopla.

Dagen i tal