Dag 7 – Is er godt

Dejligt at være i mål efter 62,4 km og 401,5 km på syv dage.

Vi har lige spist et dejligt aftensmåltid og sluttet af med en is. Uhm…. Is er godt. Men det er endnu bedre på benene efter mange kilometer. Is er godt til restitution. Claus og Carsten har lidt udfordringer med deres skinneben, og i går og i dag var isen det første, de efterspurgte, da de løb over målstregen. Humøret fejler ikke noget, og mon ikke det bare skal løbes væk 😉

Jeg kan godt mærke på kroppen, at vi har været i gang i syv dage og løbet mange kilometer. Det minder mig om 366/365, og jeg nyder at ligge i sengen med en ispose. Det giver en dejlig ro i benene, og det føles som om, at benene restituerer bedre. Jeg har ikke ondt nogle steder, men jeg er selvfølgelig lidt øm hist og pist. 

Da vi startede i morges, var jeg spændt på, hvordan dagen ville blive. I går gik Claus de sidste 40 km i mål, da han havde ondt i skinnebenene, og Carsten løb også i mål med ondt i skinnebenene, så jeg forventede, at de ville være gående en stor del af dagen i dag. Sådan gik det ikke. De havde det begge bedre i dag, og ruten var meget mere spændende end i går. I går løb vi stort set kun igennem skov i 67 km, så det var dejligt med afvekslende udsigt i dag. 

To storke og en sejltur var nogle af dagens højdepunkter. Da Carsten sagde, at vi ifølge kortet skulle sejle 78 meter, mente jeg, at det måtte være en fejl, men det var det ikke. Vi er vant til broer over kanaler, men her var en kabelfærge, som i løbet af 2-3 minutter bragte os over på den anden side 🙂

Dagens udfordring for mig var en tur i vildnisset. Med ni kilometer tilbage kom Ulrich med en valgmulighed. Løb til venstre og følg ruten via google på telefonen eller løb til højre og tag landevejen. Jeg løb lidt foran Carsten og Claus, og for mig var valget klart – jeg vil helst løbe i skoven, så jeg fandt kortet på min telefon, der ikke havde så meget strøm tilbage. Jeg løb først til venstre, så til højre op ad en markvej, og derefter til højre ad en sti ind i skoven. Udfordringen var bare, at der ikke var nogen sti, men bregner, lidt brændenælder og anden høj beplantning. Med 63 km i benene var min dømmekraft vist svækket, for jeg tænkte, jeg orker ikke at løbe tilbage, så jeg fortsætter. Jeg ringede til Ulrich og sagde, at de andre skulle tage landevejen, og han sagde, at jeg burde komme tilbage. Nej, sagde jeg, jeg orker ikke at løbe tilbage, jeg fortsætter. Ikke særlig gennemtænkt for strømmen på min telefon var næsten ikke eksisterende, det var hverken til at finde frem eller tilbage, og mine bare ben var udsat for brændenælder. Med tre procent strøm tilbage på telefonen måtte jeg til sidst give op og begynde at finde tilbage. Den sidste strøm brugte jeg på at ringe til Ulrich og sige, vent, jeg giver op og kommer tilbage. Det lykkes mig at finde ud igen, og jeg var glad for at se Ulrich, som kom for at finde mig.

Den episode kostede mange kræfter. De sidste ni kilometer var lange, og jeg blev en erfaring rigere 🙂

Vi er alle fire enige om, at det har været en dejlig dag, og vi kan ikke forstå, hvor tiden bliver af. Nu har vi næsten været afsted i en uge 🙂

Running2Paris – dagen i tal