Søndag aften kl. 23.30 landede vi i Næstved efter tre ugers fantastisk eventyr i løbeskoene. Det var fuldstændig fantastisk at løbe i mål i Paris fredag eftermiddag, og glæden indeni var ubeskrivelig. Jeg gjorde det! Det havde jeg også regnet med, men det gør ikke glæden mindre 🙂
Jeg nød at være i målområdet og suge stemningen til mig, og jeg var ikke til at hive med videre, før Team Rynkeby Næstved begyndte at pakke teltet sammen. Jeg ville have det hele med 🙂
Tilbage på hotellet lavede vi en lille medalje seance. Det var meningen, at vi skulle have medaljerne på målstregen, men Ulrich havde glemt dem i farten mellem dækskifte og nå til målområdet i tide. Det var han hurtigt tilgivet, for det vigtigste var, at han nåede frem i tide.
Carsten havde brugt alle sine kræfter, så han kom ikke med til middag. Det var varmen, der trak de sidste kræfter ud af ham. Vi andre spiste sejrsmiddag, men vi var trætte, så det var ikke en midnatsforestilling 🙂
Det var skønt at vågne op lørdag morgen uden at skulle op og løbe 60 kilometer. Derimod havde Ulrich og jeg aftalt gående sightseeing, så han kunne opleve Paris for første gang. Himlen var blå fra morgenstunden, og vi travede afsted mod seværdighederne. Kl. 17.00 havde vi set meget og gået 20 km, og jeg kunne mærke en anden slags træthed end normalt. En mere overvældende træthed og min højre fod og det nederste af benet var hævet. Det så ud som om, at jeg havde vand i benet. Min krop sagde, vi er kommet i mål, så slap lige af. Det sagde mit hoved også, og jeg måtte melde fra til middagen om aftenen. For en stund havde jeg ikke mere at byde på, og Ulrich hentede pizza, som vi spiste på hotelværelset, mens drengene gik ud for at feste.
Det var min plan at løbe en tidlig morgentur i Paris, inden vi skulle hjem søndag, men min krop sagde, nej. Mit ben var stadig hævet, og selvom jeg havde sovet godt om natten følte jeg mig stadig træt – mental træt. Jeg var fyldt op med oplevelser og indtryk, og jeg havde brug for at være mig selv. Jeg havde brug for tid og plads til at bearbejde det hele.
Vores køretur hjem forløb uden udfordringer, og jeg tænkte mange gange undervejs. Hvor er det vildt, at jeg har løbet så langt.
Hjemme gik jeg på hovedet i seng med tårer i øjnene. Glæden over at være hjemme var stor, men jeg var samtidig fyldt op, og det fik tårerne frem i øjnene. Jeg faldt i søvn med det samme og sov længe 🙂
Mandag var det fantastisk at se mine guldklumper. De havde haft en skøn ferie med deres far, og det var fantastisk at høre dem fortælle begejstret om deres oplevelser. Deres ferie med ham var ikke helt slut, så jeg tog alene hjem for at restituere.
Nu har jeg haft to dage, hvor jeg primært har lavet ingenting. Jeg har ikke haft hverken lyst eller energi til noget, og Ulrich har bakket mig op og sagt, det er godt du slapper af efter nitten intense dage. Jeg savner mine løbeture, og i morgen tager jeg skoene på igen. Mit ben er normalt igen, og kroppen er med på at røre sig lidt. Men ingen marathon i denne uge som jeg ellers havde planlagt. Det bliver først i august efter jeg har holdt ferie sammen med Emilie og Viktor.
Efter nogle dages seriøs restitution er jeg kommet op til overfladen igen. En dejlig aften med min dejlige veninde var lige, hvad jeg havde brug for 🙂
Nu vil jeg nyde ferien offline med mine skønne børn 🙂
