Ingen skader – jeg havde bare brug for en pause. Derfor har jeg ikke været med til løb eller løbet langt i fire måneder. Jeg har løbet mine træningsture, oplevet alt muligt andet og haft det godt med det. Livet er fantastisk og fyldt med muligheder. Jeg var for eksempel på mit livs første festival og blev forelsket, så festival vil jeg igen til næste sommer 🙂
Ingen lørdagens Fredskov Marathon var jeg spændt og havde sommerfugle i maven. Jeg havde ikke løbet længere end 12 kilometer de sidste fire måneder, så hvordan ville det være med den lange distance, jeg har prøvet hundredevis af gange. Fysisk følte jeg mig klar og stærk, selvom kroppen ikke havde trænet den lange distance. Alle cellerne i min krop glædede sig, og jeg kunne mærke savnet efter følelsen i kroppen og sindet samt hyggen og det sociale.
Så det var super fedt at komme HJEM til Fredskov Marathon lørdag morgen, og alt var som det plejede. Mine forældre havde gjort klar i garagen og indkørslen med telt og depot. De første løbere var kommet, og min mor tog imod. Min far havde mærket rute op med skilte og pile. Stemningen var i top, og det blev endnu en skøn dag i løbeskoene sammen med nogle skønne mennesker. Der blev fejret personlige rekorder og fødselsdag, og jeg nød det hele. Nu ringer jeg til mor-Grete og koordinerer kalender, så vi kan finde et par nye datoer til Fredskov Marathon 🙂
Mit første marathon i fire måneder gik godt, så jeg føler mig klar til weekendens Stafet for Livet i Næstved, hvor jeg løber mindst 100 km og samler ind til Kræftens Bekæmpelse. Rigtig mange giver bidrag pr. km jeg løber, så i skrivende stund er vi på 121 kr. pr. km og 30 kr. ekstra for kilometer over 100. Det er ret fantastisk 🙂
Dagen i tal
Tidspunkt | Lørdag den 20. august 2016, kl. 8.30 |
Sted | Fredskov Marathon, www.fredskovmarathon.dk |
Resultat | 4.19.30 |
Marathon i alt | 627 |
Marathon i 2016 | 4 |