100 miles debut

Mors 100 miles har stået på ønskesedlen i flere år som et af de løb, jeg bare ville løbe. En distance jeg ikke havde prøvet kræfter med før, og jeg er jo ret vild med at flytte mine grænser. Jeg tilmeldte mig sidste efterår og havde planer om en god forberedelse. Sådan gik det bare ikke.

Marathon har været en stor del af mit liv i flere år, og derfor regnede jeg nok med, at det ville fortsætte. Ikke engang 366 marathon på et år gjorde, at jeg rigtig mistede lysten. Det skete så i 2016, hvor jeg “kun” har løbet fem marathon og to ultraløb. Jeg har bare været mættet og haft lyst til andre ting. Mine daglige træningsture på 12 kilometer, som gør mig glad i låget, er jeg fortsat med, men der er langt fra 12 km til 160 km 🙂

Mine manglende lange løbeture motiverede mig til at sætte mål om at løbe 100 km til Stafet for Livet to uger før. Samtidig kunne jeg være med til at samle penge ind til et godt formål, og det blev jeg grebet af, så 100 kilometer udviklede sig til 145 km. Mentalt føltes det godt, for der er ikke langt fra 145 km til 160 km, men jeg vidste godt, at 145 km nok ikke var det bedste for benene to uger inden. Så jeg restituerede de fleste dage inden næste weekend, hvor jeg ikke ville gå glip af at løbe Fredskov Marathon i Knuthenborg Safaripark. Ikke den bedste forberedelse til 100 miles, men mentalt var jeg klar. Det skal nok gå 🙂

Mors 100 miles er et fantastisk løb i skønne omgivelser og med fantastisk opbakning fra de lokale. Heppere, byfester, musik, hjemmebagt kage og masser af flag på ruten giver en lyst til at komme igen. Fantastisk at I gør så meget ud af det for 66 løberes skyld. Mange, mange tak 🙂

Det var varmt, og jeg var glad for depoter hver femte kilometer. Derudover løb jeg som mange andre løbere luksusudgaven, hvor jeg havde min egen følgebil, og det satte jeg stor pris på. Især da det styrtede ned sidst på natten, og jeg havde brug for at skifte tøj i tørvejr.

Er der bakker på Mors? Det kan jeg love, der er. Jeg synes, det gik op og ned hele tiden, og jeg var presset efter stigningen på ti procent med djævlen efter mig. Der var ikke chancer for, at jeg fik den prikkede bjergtrøje 🙂

Jeg kan, jeg vil, jeg gør det, lød mange gange i mit hoved undervejs, hvor jeg led under den manglende forberedelse. Mine ben var trætte lidt for hurtigt, men jeg vurderede, at hvis jeg holdt farten nede, så kunne jeg godt komme i mål. MEN det var hårdt, og jeg havde intet tilbage, da jeg løb over målstregen og brød hulkende sammen, af glæde og træthed.

Seks timer senere lød det ud af min mund, når jeg skal det her igen, så skal jeg……………………………………

Dagen i tal