Min tilmelding til dagens Gåsetårn Marathon kom først i morges. Det var nemlig først i går, at jeg var sikker på, at det passede sammen med resten af familiens planer, og det var vigtigt for mig. Jeg nyder at løbe marathon, og jeg har i en del år prioriteret marathon højt, men det gør jeg ikke mere. Marathon er røget lidt ned ad listen, men bestemt ikke røget ud 🙂
Med en del blæst og lidt regn var vejrudsigten ikke så lovende, så jeg vidste, at det kunne blive ekstra hårdt med en strid modvind. De sidste par marathon har jeg løbet langsomt, så jeg havde lyst til at sætte lidt fart på. Det gik også godt de første 21 km, hvor jeg trods blæsten lå til at komme under fire timer, men så slap kræfterne op.
Da jeg konstaterede, at jeg ikke ville nå, at få en tid under fire timer, mistede jeg fokus og gav slip, og så kom trætheden for alvor. De sidste ti kilometer var mine ben virkelig trætte, og i mål følte jeg det som om, at jeg havde løbet 100 km i stedet for 42. Jeg bliver gang på gang fascineret over, hvad vores tanker betyder for både vores fysiske formåen og vores sindstilstand.
Jeg nyder at løbe i mit farverige nye tøj fra XT3, og jeg glæder mig til, at vejret bliver lidt varmere, så jeg kan tage de korte udgaver i brug. Det er et fedt koncept, at man selv kan designe sit løbe-, cykle- og tritøj. Eller som mig – få hjælp af XT3 til designet 🙂
Dagen i tal
Tidspunkt | Torsdag den 13. april 2017 |
Sted | Gåsetårn Marathon, Vordingborg |
Resultat | 4.13.18 |
Marathon i alt | 641 |
Marathon i 2017 | 10 |