MS RUN: Aarhus – Himmelbjerget – Aarhus

MS RUN handler om at løbe en tur og samtidig samle ind til forskning i sclerose, så vi kan få en verden uden sygdommen. Jeg har selv haft sygdommen inde på livet, men i dag har jeg ingen symptomer og i min bevidsthed er jeg sund og rask. Jeg er meget taknemmelig og vil gerne give det videre og gøre en forskel for andre. 

HER kan du stadig nå at hjælpe mig med at hjælpe andre 🙂

Det blev en fuldstændig fantastisk og udfordrende dag i løbeskoene. 50 kilometer fra Aarhus til toppen af Himmelbjerget og retur. Torben Sæderup var frisk med på Team Aneste Fredskov, og Kim Kammersgaard var vejviser og depot på cykel. En lige så hård opgave, ihvertfald for bagdelen, som for vores ben 🙂

Jeg havde ikke forholdt mig til, hvad det betød, at der var 875 højdemeter på ruten. Det er altså en slat bakker, så det gik op og ned i modvind mod Himmelbjerget. Her havde jeg masser af overskud og nød turen og det fantastiske landskab.

Da vi nåede toppen af Himmelbjerget var jeg helt høj. NU skal vi bare hjem igen i medvind. Vi flyver 🙂

Det gjorde jeg også et stykke. Opbakningen fra gutterne, der arrangerer MS RUN, var motiverende, men de fleste af de andre hold løb 50 km, så der skete ikke så meget på turen tilbage til Aarhus. Der skulle jeg virkelig motivere mig selv, og selv om landskabet er skønt, var især de sidste 10 km mentalt hårde.

Torben stoppede ved 80 km, hvor han havde løbet 30 km længere end planlagt og 18 km mere, end han nogensinde havde prøvet før. STÆRKT.

JEG KAN, JEG VIL, JEG GØR DET. De sidste 10 km kæmpede jeg med mine tanker. Jeg havde mest lyst til at gå resten af vejen, selvom jeg godt kunne løbe. Tårerne stod næsten i øjnene, fordi jeg var mentalt træt, og så manglede jeg energi. Undervejs synes jeg, at jeg fik nok energi, men når jeg ser tilbage, var jeg gået kold. Jeg skal være endnu bedre til at få brændstof på de meget lange ture. Jeg var helt stille og skulle bag busken mange gange. På et tidspunkt begyndte Kim at snakke til mig om Copenhagen Marathon og PR, nu formen er så god. Der begyndte jeg næsten at hyperventilere, da jeg slet ikke kunne overskue andet end det næste skridt.

Til trods for mentale udfordringer lød det i mit hoved: Kom så. Jeg kan godt. Jeg er snart i mål. Jeg kan, jeg vil, jeg gør det. De sidste kilometer er ingenting. Jeg har løbet så langt. Der er kun en brøkdel tilbage. KOM SÅ. JEG KAN GODT. Jeg kan, jeg vil, jeg gør det. Jeg har energi til det sidste. Jeg kan, jeg vil, jeg gør det. På den måde tog det ene skridt det andet. De sidste 5 km følte jeg, at jeg fik lidt hjælp. Den sidste gang i busken, tænkte jeg, kære Gud, hjælp mig til at komme godt igennem det sidste stykke. Tak.

Det var vigtigt, jeg gjorde en ekstra indsats, jeg havde tillid og jeg troede på det, så jeg nåede mål. Det var en fuldstændig fantastisk følelse, og jeg skreg af begejstring 100 meter før mållinjen, YEEESSS! Glemt var alle udfordringer og kun en kæmpe glæde, tilfredsstillelse og stolthed fyldte mig op ❤️

Jeg har sagt TAK til Kim mange gange, fordi han ville køre på cykel ved siden af mig i 100 km. Det var en hård opgave for bagdelen at side i sadlen i 11 timer i langsomt cykeltempo. Udover service med depot og vejvisning var de sidste 10 kilometer nemmere at komme igennem med Kim ved min side, selvom han var ved at tage livet af mig med snak om PR 🙂 🙂

JEG KAN, JEG VIL, JEG GØR DET

www.aneste.dk

Dagen i tal