VI GØR DET IGEN OG IGEN

DET KAN IKKE FORKLARES. Det er en følelse. En glæde. Tilfredsstillelse. En form for indre ro men også begejstring. Det er PASSION. MENING. KÆRLIGHED og STYRKE.  At løbe maratonløb hver uge og indimellem flere løb om ugen virker uforståeligt for mange og måske endda meningsløst. For mig er det mange skønne timer i løbeskoene, som giver så meget mening.

Så nej, det er IKKE kedeligt. Det føles IKKE som om den ene time snegler sig afsted efter den anden. Jeg løber IKKE og ønsker mig, at jeg i stedet sad på cafe eller lå i sofaen. Jeg løber og nyder, at jeg KAN. Jeg er taknemmelig over min fantastiske krop., som jeg har lært at samarbejde med. Jeg nyder naturen og bliver ofte betaget af skønheden. Jeg taler vejret op, hvis det ikke viser sig for den bedste side. Jeg bearbejder tanker, løser udfordringer og skaber mere ro i mit hoved. Jeg hygger, snakker og griner, hvis det er en løbetur med selskab, som det var i dag. Jeg er bare den bedste udgave af mig selv med en løbetur i bagagen.

Okay, men hvordan kan du?
Det vigtigste er, at du har troen på, at du kan. At du har troen på din egen styrke. At du har tillid. Når du ved i dit hjerte, at det kommer til at ske, så sker det. Det kan bare ikke være anderledes. Ḱunsten er at tro, have tillid og til sidst VIDE, at sådan er det. Da jeg gennemførte mit maratonprojekt 366 maratonløb på 365 dage, havde jeg trænet mine tanker til at tro på, at jeg kunne løbe et maraton om dagen og dernæst have følelsen i hver eneste celle i min krop, at SÅDAN BLEV DET.  Jeg kan, jeg vil, jeg gør det, har jeg gentaget jeg for mig selv 10.000-vis af gange for at skabe tro, tillid og styrke. Nu er det blevet en del af mit DNA. Hvis der er noget, jeg vil, og det er så vigtigt, at jeg tror på det og har følelsen i mit hjerte, så SKER DET. Sådan er det også for dig. Jeg kan, jeg vil, jeg gør det. Jeg kan, jeg vil, jeg gør det. Jeg kan, jeg vil, jeg gør det. Jeg kan, jeg vil, jeg gør det.

I dag løb jeg endnu et maraton, og jeg glæder mig til det næste maratonløb på lørdag.

Hvad glæder du dig til? Hvad er du begejstret over? Hvad drømmer du om? Hvad ser du af muligheder?

www.aneste.dk

DAGEN I TAL

Tidspunkt Torsdag den 14. maj 2020, kl. 8.30
Sted Fredskov Happy Basic
Resultat 4.34.46
Marathon i alt 807
Ultraløb i alt 26
Marathon i 2020 23

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2020/05/vi-goer-det-igen-og-igen/