OVERFLOD AF ALT DET JEG VIL

Et øjeblik, lige nu, sætter jeg dagen på pause og tager en timeout for at tage temperaturen på livet. Temperaturen på mig og alt det, jeg fylder mit liv med.

Jeg nyder udsigten fra femte sal, og ser skyerne svæve forbi i skæret fra solen. Mærker smilet. Mærker glæden. Synes godt jeg kan kalde mig lykkelig. Jeg mærker lykke, som for mig er en tilstand, hvor jeg det meste af tiden har positive tanker om mig selv, mine muligheder, det der sker for mig, omkring mig og i resten af verden.

På en måde kan man sige, at jeg træner i at være lykkelig. Jeg træner mit tankesystem til at være kærligt, tilgivende og taknemmeligt. Jeg har derfor en generel tillid til livet, andre mennesker og det, der sker, også når jeg er i situationer, jeg ikke ønsker. Sådan er det nemlig også indimellem. Livet byder på udfordringer, store og små, og det er ens for alle. Forskellen er, hvordan du håndterer det. Hvordan du ser verden og kommer videre. Jeg vælger, at se verden med kærlige øjne så meget som muligt. Indimellem  lykkedes det ikke med det samme, men jeg finder altid tilbage på sporet. Der er bare mere glæde, når der er lys og kærlighed, end når der er frygt og mørke.

Livet på Grønttorvet er faktisk ret fantastisk med overflod af alt det, jeg ønsker. Overflod af muligheder. Overflod af kærlighed. Selvfølgelig er der ting, som jeg ikke har eller gerne vil, som ikke er i mit liv lige nu, men det er ikke vigtigt for min lykke. Min glæde kommer indefra. Jeg kan godt være fyldt af glæde, selvom der er udfordringer i mit liv. Jeg kan godt være taknemmelig, selvom der er situationer, jeg ikke ønsker. Jeg kan godt blive ked af det og derefter finde tilbage til gode følelser. Livet er fyldt med glæder og udfordringer, men udfordringerne bliver færre og mindre med et positivt tankesystem.

En del af min overflod er muligheden for læring, og jeg er gået all-in med opstart af to uddannelser, som begge er fuldstændige fantastiske og givende i forhold til at forstærke mit positive tankesystem.
En Master i Positiv Psykologi, som giver mig en videnskabelig viden om alt det, jeg allerede lever og ønsker at bringe videre i verden. Derudover kommer der selvfølgelig også nye vinkler.
BODY SDS uddannelsen med både en behandlingsdel og træningsdel er meget en ny verden for mig. Jeg har et fantastisk samarbejde med min krop og mine celler, men det viser sig alligevel, at det samarbejde kan opgraderes og nå nye højder.
Jeg er ubeskrivelig taknemmelig over at have mulighed for at fordybe mig i at lære. Det er en drøm, der går i opfyldelse. Når der er noget, som jeg brænder for, så går jeg efter det. Jeg tror på det og har tillid til, at det lykkes. Jeg kender sjældent vejen, men jeg har tillid til, at der sker det, der skal til, for at drømmen går i opfyldelse. DET VIRKER. Træerne vokser op i himlen, når vi lader dem gøre det.

Livet på Grønttorvet er min drøm. En drøm med kærlighed sammen med vores skønne store familie – vores guld. En drøm med overflod af alt det jeg ønsker. 

Det inkluderer stadig mine løbesko i overflod 🙂

DAGENE I TAL

Tidspunkt Onsdag den 7. oktober 2020, kl. 8.30
Sted Fredskov 2500 Basic
Resultat 4.19.20
Marathon i alt 849
Ultraløb i alt 26
Marathon i 2020 65
Tidspunkt Lørdag den 3. oktober 2020, kl. 8.00
Sted Fredskov 2500 Basic
Resultat 4.39.12
Marathon i alt 848
Ultraløb i alt 26
Marathon i 2020 64
Tidspunkt Onsdag den 30. september 2020, kl. 8.00
Sted Fredskov 2500 Basic
Resultat 4.31.14
Marathon i alt 847
Ultraløb i alt 26
Marathon i 2020 63
Tidspunkt Torsdag den 24. september 2020, kl. 8.30
Sted Fredskov Happy Basic
Resultat 4.36.57
Marathon i alt 846
Ultraløb i alt 26
Marathon i 2020 62
Tidspunkt Onsdag den 23. september 2020, kl. 8.00
Sted Fredskov 2500 Basic
Resultat 5.04.24
Marathon i alt 845
Ultraløb i alt 26
Marathon i 2020 61

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2020/10/overflod-af-alt-det-jeg-vil/