Koldt og godt

Klokken er 21.45. Der er ikke helt ro endnu. Jeg kan stadig høre Emilie og Ulrich tale stille sammen inde på Emilies værelse. En hyggestund før sengetid. Viktor har lukket øjnene efter en god dag. Jeg har også haft en god dag – en rigtig god dag. En dag med masser af motivation og læring. Læringen består især i, at jeg ikke skal til at skrive blogindlæg kl. 22 om aftenen. Vi siger til børnene, at de skal lave lektier inden, de gør noget andet. Det skal også gælde for mig. Ikke fordi jeg har ligget på sofaen 🙂 Vi ved alle, hvordan dagen bare går. Det tager jo lidt tid at handle ind, lave mad, være chauffør, spille lidt Wordfeud med Emilie og høre Viktor læse en historie (hvilket jeg ikke vil være foruden).

I dag var marathondag, og jeg har glædet mig. Det er 14 dage siden sidst, og det er alt for lang tid. Selvom jeg efterhånden har løbet mange løb, så har jeg altid sommerfugle i maven, hvis der er gået mere end en uge siden sidst. Så tænker jeg, om jeg mon kan finde ud af det endnu – ja , sikke noget sludder, men sådan er det altså!

Kl. 8.40 landende jeg ved Damhussøen. Det trejde spor på motorvejen har hjulpet, så jeg var i god tid. Solen skinnede flot over søen, men temperaturen var i bund – 8 minus grader, og så er påklædningen vigtig. Jeg endte med at bestemme mig for 4 lag tøj på overkroppen, og det fungerede perfekt. 

I dag var vi tolv til start. Dejligt at så mange har lyst og mulighed for at løbe en hverdag. Det tegner godt for mit projekt, hvor vi skal være tre løbere hver dag. Mange af os løb sammen de første 30 km – super hyggeligt og gode snakke. Jeg fik mere feedback på mit projekt, hvilket jeg er meget taknemmelig for. De sidste 10 km var i selskab med Rasmus Seebach – det kan jeg ikke klage over 🙂 Ja, jeg glæder mig jo allerede til næste gang, som bliver på torsdag i Odense. 

 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/02/koldt-og-godt/

2 kommentarer

  1. Det lyder som et fantastisk projekt. Glæder mig til at f’ølge med og lære af dig.
    Løb selv mit første marathon i august 2011 og planlægger flere i år – nu vil du blive inspiration til at vove kaste mig ud i mange på en sæson. For som du siger, ville det være ærgerligt at fortryde at jeg ikke gjorde det.

      • on 4. februar 2012 at 23:02
      • Svar

      Tak for responsen. Dejligt at høre. Hvor planlægger du at løbe henne? Håber vi mødes til et løb.

Skriv et svar

Your email address will not be published.