Vågner op til solskin kl. 8.15. Tænker på, at de andre er på vej til marathonløb omkring Damhussøen. Jeg ville gerne være med – er jo blevet (lidt) afhængig af det. Men i dag har jeg fravalgt at løbe, da jeg gerne vil se Emilie spille håndbold. Der skal prioriteres, når Emilie skal til håndboldkamp, Viktor til fodboldkamp og mor gerne vil løbe marathon. Emilie har ellers sagt til mig "Mor, du skal da bare løbe marathon. Du behøver ikke se mig hver gang."  Men jeg er jo mor, og jeg har da lidt svært ved at tro på, at hun ikke altid har brug for mig 🙂

Så tænker jeg også, at når jeg skal løbe hver dag i et år, så kommer familien til at gå på kompromis. Der vil være aktiviteter i weekenderne, der falder sammen med marathonløb, så jeg prøver at sætte lidt på kontoen nu.

Nu er udfordringen bare, at de næste to weekender er det samme historie. Marathonløbet falder sammen med fodbold- eller håndboldkamp, og jeg kan IKKE vente så lang tid med at løbe marathon – nævnte jeg afhængighed. Hvad gør jeg så? Jeg tror, der pludselig dukker et løb op, der passer ind i kalenderen, hvis bare jeg bliver ved med at tjekke www.motionslob.dk/løbskalender 🙂

Måske ender det med at jeg springer en kamp over. Emilie og Viktor har jo meddelt mig, at Ulrich er ligeså god at have med til kamp som mig. Og selvfølgelig tror jeg på, hvad mine børn siger. 

De ser jo ud som om, at de godt kan klare sig selv en søndag formiddag

Men et anderledes kontor – lige efter min smag – et drømmekontor. Naturen, et par løbesko, godt selskab og 42,2 km.

Sådan bliver min hverdag i et års tid, og jeg glæder mig MEGET. Heldigvis har jeg mulighed for at øve mig mange gange inden. I dag øvede jeg mig i Odense til Fruens Bøge Marathon. Et super hyggeligt løb i dejlige omgivelser. Fantastisk at løbe ved siden af Odense Zoo – i dag så vi tigre og kameler (eller dromedarer – har ikke styr på puklerne) og hørte en søløve brøle højt. 

I dag var det fjerde gang, at jeg løb Fruens Bøge Marathon. Kevin holder løb cirka en gang om måneden, men det er lidt dyrt for os sjællændere, når vi skal krydse broen, så vi kommer ikke hver gang. I dag fyldte vi bilen, delte udgifterne, og så kører vi meget gerne til Odense.

Så hvordan ser sådan en almindelig dag ud?

I dag mødtes jeg med Rene, Henriette og Lene kl. 8.30 ved afkørsel 36 i Ringsted. Men dagen startede stille og roligt kl. 6.30, da vækkeuret ringede. Det tager gerne et kvarters tid for mig at vågne og mærke glæden ved en ny og spændende dag. Kl. 6.45 er det op og i gang. Ulrich klarer sig selv, men Emilie og Viktor skal have lidt hjælp for at være i skole kl. 8.00.  Kl. 7.45 kørte jeg mod Ringsted, og kl. 9.45 parkerede vi 100 meter fra start, så vi nåede det lige. Kevin holdt den obligatoriske velkomsttale og der blev taget gruppebillede af startfeltet. Kl. 10.00 gik starten, og foran os ventede 10 omgange af 4,2 km. Jeg følges gerne med nogen, ihvertfald den første del af løbet. I dag hyggede jeg mig med Henriette, Rene og Claus Ø (Også kaldet Kysse-Claus, men det er en anden historie :-)). Da vi var nået halvvejs føltes det godt for mig at sætte farten lidt ned, og Claus valgte at følges med mig, så vi fik næsten ordnet verdenssituationen. Claus er kendt for at følge de søde piger i mål 🙂

Vejret var fint et par timer henne i løbet, men så blev det regnvejr, og det endte med at være en kold fornøjelse. Jeg glæder mig til, at det bliver varmere, så vi kan snakke lidt i målet efter løbet. I dag var jeg hurtig i bilen for at skifte til tørt tøj og få varmen. Men vi fik lige snakket færdig i bilen på vej hjem.

Hjemme igen kl. 16.45. Farmor har kørt Emilie til håndbold, Viktor er hos sin far, og Ulrich er ikke kommet hjem fra arbejde, så jeg tager et langt og meget varmt bad, ordner vasketøj og laver madpakker, inden jeg henter mad.

Kl. 18.45 spiser Emilie, Ulrich og jeg mad foran fjernsynet, hvor Danmark taber til polen i håndbold. Det er ret øv. 

Kl. 20.30 er Viktor kommet hjem, og vi tager alle fire et spil "røvhul" inden vi siger godnat.

Nu er klokken 22.30, og jeg takker for en fantastisk dag.

Startfeltet, torsdag den 19. januar 2012, kl. 10.00

Just realizing – i dag er der præcist et halvt år til, at jeg går i gang med mit løbeprojekt. På den ene side er det lang tid, og på den anden side er det lige om lidt. Et er sikkert – jeg glæder mig rigtig meget.

Indtil da er der meget, der skal gøres. Mange mennesker der skal kontaktes. Det er et stort projekt, og der er meget, jeg har brug for hjælp til. Jeg springer ud i det – learning by doing.

"All our dreams can come true, if we  have the courage to pursue them." – Walt Disney

I dag løb jeg mit første marathon i 2012. Det var en dejlig solskinsdag ved Damhussøen. Flot debut for Damhus Cannonball Marathons arrangeret af Rene Hjorth Olsen. Rene er den, der har løbet flest marathonløb i Danmark på et år – 120 gange 42,2 km i 2010. Jeg har stor respekt for ham.

Der var mange løbere til start, og mange jeg ikke kendte. Det er ligesom om, at der er større og større interesse for cannonball marathonløb. Flere og flere der udfordrer sig selv med marathondistancen. Der var mindst en debutant til dagens løb. Stort tillykke til hende. Første gang er en hel speciel oplevelse.

Min første gang var i Frankfurt. Når tænker på det, kan jeg ikke lade være med at smile. Det var så FEDT, og jeg vidste bare med det samme – det vil jeg gøre igen. Og her i dag 14½ måned efter var det nummer 52. Udover at du selvfølgelig skal være i fysisk god form for at løbe maraton, er det en kæmpe fordel, hvis du også har lært at bruge sindet. Igen og igen bliver jeg fascineret af, hvad jeg kan, når jeg tænker på det, jeg ønsker, og ikke på det, jeg IKKE ønsker.

Så i min verden er maratonløb sjovt og fantastisk, selvom det gør ondt – nogen gange rigtig ondt. Det tænker jeg bare ikke på. Jeg fokuserer på min fantastiske krop – min fine maskine, som samarbejder og vil nå målet. Jeg forestiller mig, hvordan energien fylder min krop, og forestiller mig, hvordan træthed og smerte forsvinder ud gennem mine arme og ben. Jeg smiler både udvendigt og indvendigt (dog må jeg indrømme, at det ikke altid er helt tydeligt udvendigt – der bliver taget billeder indimellem, hvor jeg ser lidt anstrengt ud).

Solopgang ved Damhussøen

Startfeltet

Så er vi i gang. 42,2 km forude.

Så kort kan det siges. Marathon gør mig glad – får mig til smile – giver mig glæde. En af glæderne ved at løbe marathon er alle de mange dejlige mennesker, jeg har lært at kende. Jeg løber tit sammen med nogen – ihvertfald en del af turen. Det er super hyggeligt, og vi får nogle virkelig gode snakke. Jeg er nemlig langt fra den eneste, som er passioneret marathonløber med et ønske om at løbe mange marathon.

Det er alle slags mennesker, der løber mange marathon. Mennesker med mange forskellige måder at se verden på, mennesker med meget forskellige jobbeskrivelser, mennesker i mange forskellige aldre. Vi har dog alle en ting til fælles. Vi smiler stadig, når vi møder hinanden efter 35 km – vi elsker at løbe marathon!

3. juni 2011, Langeland Cannonball, I mål efter min første doublet.