Søndag aften kl. 23.30 landede vi i Næstved efter tre ugers fantastisk eventyr i løbeskoene. Det var fuldstændig fantastisk at løbe i mål i Paris fredag eftermiddag, og glæden indeni var ubeskrivelig. Jeg gjorde det! Det havde jeg også regnet med, men det gør ikke glæden mindre 🙂

Jeg nød at være i målområdet og suge stemningen til mig, og jeg var ikke til at hive med videre, før Team Rynkeby Næstved begyndte at pakke teltet sammen. Jeg ville have det hele med 🙂

Tilbage på hotellet lavede vi en lille medalje seance. Det var meningen, at vi skulle have medaljerne på målstregen, men Ulrich havde glemt dem i farten mellem dækskifte og nå til målområdet i tide. Det var han hurtigt tilgivet, for det vigtigste var, at han nåede frem i tide. 

Carsten havde brugt alle sine kræfter, så han kom ikke med til middag. Det var varmen, der trak de sidste kræfter ud af ham. Vi andre spiste sejrsmiddag, men vi var trætte, så det var ikke en midnatsforestilling 🙂

Det var skønt at vågne  op lørdag morgen uden at skulle op og løbe 60 kilometer. Derimod havde Ulrich og jeg aftalt gående sightseeing, så han kunne opleve Paris for første gang. Himlen var blå fra morgenstunden, og vi travede afsted mod seværdighederne. Kl. 17.00 havde vi set meget og gået 20 km, og jeg kunne mærke en anden slags træthed end normalt. En mere overvældende træthed og min højre fod og det nederste af benet var hævet. Det så ud som om, at jeg havde vand i benet. Min krop sagde, vi er kommet i mål, så slap lige af. Det sagde mit hoved også, og jeg måtte melde fra til middagen om aftenen. For en stund havde jeg ikke mere at byde på, og Ulrich hentede pizza, som vi spiste på hotelværelset, mens drengene gik ud for at feste.

Det var min plan at løbe en tidlig morgentur i Paris, inden vi skulle hjem søndag, men min krop sagde, nej. Mit ben var stadig hævet, og selvom jeg havde sovet godt om natten følte jeg mig stadig træt – mental træt. Jeg var fyldt op med oplevelser og indtryk, og jeg havde brug for at være mig selv. Jeg havde brug for tid og plads til at bearbejde det hele. 

Vores køretur hjem forløb uden udfordringer, og jeg tænkte mange gange undervejs. Hvor er det vildt, at jeg har løbet så langt.

Hjemme gik jeg på hovedet i seng med tårer i øjnene. Glæden over at være hjemme var stor, men jeg var samtidig fyldt op, og det fik tårerne frem i øjnene. Jeg faldt i søvn med det samme og sov længe 🙂

Mandag var det fantastisk at se mine guldklumper. De havde haft en skøn ferie med deres far, og det var fantastisk at høre dem fortælle begejstret om deres oplevelser. Deres ferie med ham var ikke helt slut, så jeg tog alene hjem for at restituere.

Nu har jeg haft to dage, hvor jeg primært har lavet ingenting. Jeg har ikke haft hverken lyst eller energi til noget, og Ulrich har bakket mig op og sagt, det er godt du slapper af efter nitten intense dage. Jeg savner mine løbeture, og i morgen tager jeg skoene på igen. Mit ben er normalt igen, og kroppen er med på at røre sig lidt. Men ingen marathon i denne uge som jeg ellers havde planlagt. Det bliver først i august efter jeg har holdt ferie sammen med Emilie og Viktor.

Efter nogle dages seriøs restitution er jeg kommet op til overfladen igen. En dejlig aften med min dejlige veninde var lige, hvad jeg havde brug for 🙂

Nu vil jeg nyde ferien offline med mine skønne børn 🙂

Det var en ubeskrivelig følelse at få øje på Eiffeltårnet for første gang og tænke, jeg har løbet herned…… jeg har løbet fra Næstved til Paris……. Det er svært at forstå, og der kommer til at gå lidt tid med at fordøje alle oplevelserne og indtrykkene. Jeg gjorde det……. jeg løb fra Næstved til Paris. Det er normalt at flyve, tage toget eller køre i bil, men jeg løb. Det er vel nærmest for min egen skyld, at jeg gentager det, for gentagelse fremmer forståelsen 🙂

Vækkeuret ringede tidligt i morges, for vi var alle enige om, at vi skulle starte tidligt for at være sikker på at nå til Paris sammen Team Rynkeby omkring kl 15.15. Først 50,7 kilometer og så fest 🙂

Kl. 6.40 ringede Dennis Johannesson fra P4 for at interviewe mig og sende starten live i radioen. Så var vi i gang, og vi var enige om, at vi havde rigtig god tid, så vi tog det stille og rolig der ud af. Det var den smukkeste morgen med blå himmel og sol, og der var stille inden morgentrafikken rigtig begyndte.

De første 20 kilometer langs landevejen gik godt, men så kom der mere og mere trafik, og der var ingen cykelsti, så vi blev enige med chefen (Ulrich) om at ændre lidt på ruten for at komme væk fra landevejen. Det ville ikke gøre den store forskel på længden af ruten, så det var en god løsning, og vi var glade 🙂

På forhånd havde vi regnet med, at det ville blive en meget stille og rolig dag – en badetur som jeg kaldte det, og lige der regnede vi med, at ruteskift blev det mest dramatiske, der ville ske. Vi blev klogere. 

Fire kilometer efter holdt vi et hyggeligt depotstop med croissant og kold sodavand, hvor Ulrich fortalte, at vi på grund af vejarbejde lige skulle løbe en lille omvej – ikke noget særligt, men det skulle vise sig at være noget særligt. Det var et stort vejarbejde, som forårsagede, at omvejen blev på fem kilometer, så den samlede distance steg fra 50,7 til 55,7 km.  Det fik os ikke ned med nakken, for vi kunne se Paris ude i horisonten, og det var meget motiverende. Det var godt, at vi var startet i god tid, så vi havde tid til fem kilometer ekstra uden at gå glip af festen 🙂 

Dramaet er ikke slut endnu. Næste gang vi så Ulrich, lå han på jorden og var i gang med at skifte hjul. Øv, han var punkteret, og nu havde han en opgave foran sig; at købe et nyt dæk. Det blev dagens udfordring for Ulrich. At finde et værksted, der kunne hjælpe ham, og derefter nå til hotellet i Paris og parkere for at komme hen til målområdet. Når man har set trafikken i Paris vil man forstå, hvorfor det kunne være en udfordring. 

Med tyve kilometer tilbage aftalte vi med Ulrich, at vi klarede os selv indtil mål, så han kunne hellige sig den nye opgave. Det var den vildeste følelse at løbe mod Paris, og se hvordan landet blev til forstæder og storby. Vi nød turen og stoppede flere steder for at købe drikkevarer, som blev mere og mere nødvendigt med den tiltagende varme. 

Der gik et stykke tid, før jeg hørte fra Ulrich, så jeg var glad, da han ringede omkring klokken 13.00 og sagde, at nu havde han fået et nyt dæk og skulle nu bare til hotellet og parkere.

Det viste sig at være en tidskrævende opgave, og da jeg en time senere snakkede med ham, var humøret ikke så højt. Jeg når det ikke, sagde Ulrich, trafikken er vanvittig. Det kunne jeg næsten ikke holde ud at tænke på, for det ville være så forkert at komme i mål uden ham, for uden Ulrich var der ingen running2paris. Jeg heppede på ham, mens vi kom nærmere og nærmere centrum.

Det var den mest fantastiske følelse at løbe ind på Concorde Pladsen og få øje på Eiffeltårnet. VILDT. Der blev krammet og fældet nogle tårer.  Knapt to kilometer til målområdet på Invalidekirkegården, hvor Team Rynkeby kom i mål – vi var der næsten.

Så ringede Ulrich, jeg er ved hotellet og parkerer bilen nu. YES, Ulrich var det eneste der manglede, så vi blev selvfølgelig enige om, at vente med at løbe i mål, til Ulrich var der. Så gik vi videre, købte noget at drikke og ventede på at Ulrich gav grønt lys til at løbe i mål. 

Det kom til at passe perfekt. Vi løb i mål sammen med Team Rynkeby Næstved, og jeg følte en stor, stor glæde indeni. Sikke en fest med omkring 1.600 ryttere, 300 hjælpere og alle de pårørende. Det var den perfekte afslutning på vores eventyr. 

Lige nu føler jeg mig helt salig indeni. Hver en celle i min krop smiler. Ja, jeg er lykkelig og meget taknemmelig. Det er fuldstændig fantastisk, hvad vi mennesker kan, når vi glemmer alt om begrænsninger. Når vi ser muligheder, følger vores hjerte og går efter guldet 🙂 

Mange, mange tak for al den fantastiske opbakning vi har fået. Hver en kommentar og besked betyder noget. Af hjertet TAK.

Running2Paris – dagen i tal

I dag havde vi fire gæster fra Danmark, som løb marathon med os. De kan godt lide en aktiv ferie, så en løbetur med os var en del af deres sommerferie i Frankrig.

Det var skønt, at vi “kun” skulle løbe marathon i dag, så det var jo næsten en halv fridag 🙂 Det er vildt, som vores syn på de lange distancer har ændret sig. Vi har i den grad flyttet vores grænser og  rykket rundt på brikkerne inde i hovedet, så 50-70 kilometer er noget vi kan og gør. Alligevel havde jeg kun sat mig op til et marathon, og derfor have jeg bestemt ikke lyst til at løbe mere end det i dag 🙂

Det var hyggeligt at have besøg, og vi havde en fantastisk tur på en meget varieret rute. Det gik lidt op og ned gennem byer, på landeveje, smalle stier, en meget stejl skovsti, markveje og vi så også lidt vand. Det var faktisk et meget bredt udsnit af, hvad vi har set og oplevet de sidste 18 dage. Vi løb godt sammen, så der blev både snakket og løbet sammen i stilhed, og vores gæster fik indblik i, hvordan vores hverdag har været.

De roste også Ulrich for hans service, og den har vi nydt godt af på hele turen. Mange, mange tak, Ulrich for alt du gør for os. Hele dagen følger han os med depot og indimellem vejvisning. Vi kan altid ringe til ham, hvis vi har brug for hjælp, og har vi specielle ønsker, forsøger han at opfylde dem. Når vi kommer i mål er det restitutionstid = istid, og det betyder, at Ulrich skal finde ud af, hvor han kan finde isterninger, som vi kan bruge til restitution. På nogle af hotellerne har de kunnet hjælpe, f.eks. hvor vi er nu, men mange steder har Ulrich været vidt omkring for at skaffe is. I går endte han hos en fiskehandler, som var hjælpsom og fyldte en pose med knust is, og så var løberne glade. Indimellem skal han også have tålmodighed, fordi vi spørger ham om noget hele tiden. Han er jo chefen 🙂 og han ved, hvor det hele er i bilen, som er godt fyldt op. Ulrich, Hvor er kakaomælken? Er der flere bananer? Skal vi bare fortsætte lige ud? Hvor er skraldespanden? Vil du finde Nutellaen? Hvor langt er der igen? 🙂

Det er fantastisk at være på luksusløbetur til Paris med Ulrich som chef 🙂

Nu er det snart slut, og det er dejligt. Vi har alle nydt det meget, men vi er også klar til at komme hjem. Både Claus og Carsten er blevet bedstefædre for anden gang, mens vi har været afsted. I går fik Carsten den glade nyhed af sin datter, mens vi løb på en markvej i Frankrig. På anden dagen af turen løb vi i Rostock, da Claus fik den dejlige besked fra sin søn. Det er klart, at de seje gamle mænd (deres egne ord 🙂 ) glæder sig til at komme hjem og se guldklumperne 🙂 Det gør jeg også – mine guldklumper.

I morgen starter vi tidligt, så vi kan nyde de 50 kilometer mod Paris og mål. Det bliver en fest 🙂

Running2Paris – dagen i tal