Det var en ubeskrivelig følelse at få øje på Eiffeltårnet for første gang og tænke, jeg har løbet herned…… jeg har løbet fra Næstved til Paris……. Det er svært at forstå, og der kommer til at gå lidt tid med at fordøje alle oplevelserne og indtrykkene. Jeg gjorde det……. jeg løb fra Næstved til Paris. Det er normalt at flyve, tage toget eller køre i bil, men jeg løb. Det er vel nærmest for min egen skyld, at jeg gentager det, for gentagelse fremmer forståelsen 🙂

Vækkeuret ringede tidligt i morges, for vi var alle enige om, at vi skulle starte tidligt for at være sikker på at nå til Paris sammen Team Rynkeby omkring kl 15.15. Først 50,7 kilometer og så fest 🙂

Kl. 6.40 ringede Dennis Johannesson fra P4 for at interviewe mig og sende starten live i radioen. Så var vi i gang, og vi var enige om, at vi havde rigtig god tid, så vi tog det stille og rolig der ud af. Det var den smukkeste morgen med blå himmel og sol, og der var stille inden morgentrafikken rigtig begyndte.

De første 20 kilometer langs landevejen gik godt, men så kom der mere og mere trafik, og der var ingen cykelsti, så vi blev enige med chefen (Ulrich) om at ændre lidt på ruten for at komme væk fra landevejen. Det ville ikke gøre den store forskel på længden af ruten, så det var en god løsning, og vi var glade 🙂

På forhånd havde vi regnet med, at det ville blive en meget stille og rolig dag – en badetur som jeg kaldte det, og lige der regnede vi med, at ruteskift blev det mest dramatiske, der ville ske. Vi blev klogere. 

Fire kilometer efter holdt vi et hyggeligt depotstop med croissant og kold sodavand, hvor Ulrich fortalte, at vi på grund af vejarbejde lige skulle løbe en lille omvej – ikke noget særligt, men det skulle vise sig at være noget særligt. Det var et stort vejarbejde, som forårsagede, at omvejen blev på fem kilometer, så den samlede distance steg fra 50,7 til 55,7 km.  Det fik os ikke ned med nakken, for vi kunne se Paris ude i horisonten, og det var meget motiverende. Det var godt, at vi var startet i god tid, så vi havde tid til fem kilometer ekstra uden at gå glip af festen 🙂 

Dramaet er ikke slut endnu. Næste gang vi så Ulrich, lå han på jorden og var i gang med at skifte hjul. Øv, han var punkteret, og nu havde han en opgave foran sig; at købe et nyt dæk. Det blev dagens udfordring for Ulrich. At finde et værksted, der kunne hjælpe ham, og derefter nå til hotellet i Paris og parkere for at komme hen til målområdet. Når man har set trafikken i Paris vil man forstå, hvorfor det kunne være en udfordring. 

Med tyve kilometer tilbage aftalte vi med Ulrich, at vi klarede os selv indtil mål, så han kunne hellige sig den nye opgave. Det var den vildeste følelse at løbe mod Paris, og se hvordan landet blev til forstæder og storby. Vi nød turen og stoppede flere steder for at købe drikkevarer, som blev mere og mere nødvendigt med den tiltagende varme. 

Der gik et stykke tid, før jeg hørte fra Ulrich, så jeg var glad, da han ringede omkring klokken 13.00 og sagde, at nu havde han fået et nyt dæk og skulle nu bare til hotellet og parkere.

Det viste sig at være en tidskrævende opgave, og da jeg en time senere snakkede med ham, var humøret ikke så højt. Jeg når det ikke, sagde Ulrich, trafikken er vanvittig. Det kunne jeg næsten ikke holde ud at tænke på, for det ville være så forkert at komme i mål uden ham, for uden Ulrich var der ingen running2paris. Jeg heppede på ham, mens vi kom nærmere og nærmere centrum.

Det var den mest fantastiske følelse at løbe ind på Concorde Pladsen og få øje på Eiffeltårnet. VILDT. Der blev krammet og fældet nogle tårer.  Knapt to kilometer til målområdet på Invalidekirkegården, hvor Team Rynkeby kom i mål – vi var der næsten.

Så ringede Ulrich, jeg er ved hotellet og parkerer bilen nu. YES, Ulrich var det eneste der manglede, så vi blev selvfølgelig enige om, at vente med at løbe i mål, til Ulrich var der. Så gik vi videre, købte noget at drikke og ventede på at Ulrich gav grønt lys til at løbe i mål. 

Det kom til at passe perfekt. Vi løb i mål sammen med Team Rynkeby Næstved, og jeg følte en stor, stor glæde indeni. Sikke en fest med omkring 1.600 ryttere, 300 hjælpere og alle de pårørende. Det var den perfekte afslutning på vores eventyr. 

Lige nu føler jeg mig helt salig indeni. Hver en celle i min krop smiler. Ja, jeg er lykkelig og meget taknemmelig. Det er fuldstændig fantastisk, hvad vi mennesker kan, når vi glemmer alt om begrænsninger. Når vi ser muligheder, følger vores hjerte og går efter guldet 🙂 

Mange, mange tak for al den fantastiske opbakning vi har fået. Hver en kommentar og besked betyder noget. Af hjertet TAK.

Running2Paris – dagen i tal

I dag havde vi fire gæster fra Danmark, som løb marathon med os. De kan godt lide en aktiv ferie, så en løbetur med os var en del af deres sommerferie i Frankrig.

Det var skønt, at vi “kun” skulle løbe marathon i dag, så det var jo næsten en halv fridag 🙂 Det er vildt, som vores syn på de lange distancer har ændret sig. Vi har i den grad flyttet vores grænser og  rykket rundt på brikkerne inde i hovedet, så 50-70 kilometer er noget vi kan og gør. Alligevel havde jeg kun sat mig op til et marathon, og derfor have jeg bestemt ikke lyst til at løbe mere end det i dag 🙂

Det var hyggeligt at have besøg, og vi havde en fantastisk tur på en meget varieret rute. Det gik lidt op og ned gennem byer, på landeveje, smalle stier, en meget stejl skovsti, markveje og vi så også lidt vand. Det var faktisk et meget bredt udsnit af, hvad vi har set og oplevet de sidste 18 dage. Vi løb godt sammen, så der blev både snakket og løbet sammen i stilhed, og vores gæster fik indblik i, hvordan vores hverdag har været.

De roste også Ulrich for hans service, og den har vi nydt godt af på hele turen. Mange, mange tak, Ulrich for alt du gør for os. Hele dagen følger han os med depot og indimellem vejvisning. Vi kan altid ringe til ham, hvis vi har brug for hjælp, og har vi specielle ønsker, forsøger han at opfylde dem. Når vi kommer i mål er det restitutionstid = istid, og det betyder, at Ulrich skal finde ud af, hvor han kan finde isterninger, som vi kan bruge til restitution. På nogle af hotellerne har de kunnet hjælpe, f.eks. hvor vi er nu, men mange steder har Ulrich været vidt omkring for at skaffe is. I går endte han hos en fiskehandler, som var hjælpsom og fyldte en pose med knust is, og så var løberne glade. Indimellem skal han også have tålmodighed, fordi vi spørger ham om noget hele tiden. Han er jo chefen 🙂 og han ved, hvor det hele er i bilen, som er godt fyldt op. Ulrich, Hvor er kakaomælken? Er der flere bananer? Skal vi bare fortsætte lige ud? Hvor er skraldespanden? Vil du finde Nutellaen? Hvor langt er der igen? 🙂

Det er fantastisk at være på luksusløbetur til Paris med Ulrich som chef 🙂

Nu er det snart slut, og det er dejligt. Vi har alle nydt det meget, men vi er også klar til at komme hjem. Både Claus og Carsten er blevet bedstefædre for anden gang, mens vi har været afsted. I går fik Carsten den glade nyhed af sin datter, mens vi løb på en markvej i Frankrig. På anden dagen af turen løb vi i Rostock, da Claus fik den dejlige besked fra sin søn. Det er klart, at de seje gamle mænd (deres egne ord 🙂 ) glæder sig til at komme hjem og se guldklumperne 🙂 Det gør jeg også – mine guldklumper.

I morgen starter vi tidligt, så vi kan nyde de 50 kilometer mod Paris og mål. Det bliver en fest 🙂

Running2Paris – dagen i tal

Så rundede vi 1.000 kilometer 🙂 På en dag som skulle vise sig at blive hårdere end forventet. Efter 71 kilometer i går, tænkte jeg, 55 er ingen sag, og der er ingen bakker! Stigningerne var der fra starten og fortsatte hele vejen, så det var en ommer 🙂 Derudover var der god modvind det meste af vejen, og det fik mig til at glædes over, at vi faktisk ikke tidligere på turen har haft så meget vind. Modvind kræver lidt mere arbejde. 

Første del af turen var med skønne omgivelser og indimellem udfordrende terræn med meget ujævne mark- og skovveje. Så kom cirka tyve stressende kilometer på landevejen uden cykelsti og meget trafik. Det skulle bare overståes, og jeg følte, at kræfterne forsvandt hurtigere end normalt. Efter sidste depot kom vi væk fra hovedvejen, men jeg følte allilgevel, at de sidste syv kilometer var meget lange. Så er det bare ekstra dejligt at komme i mål 🙂

Carsten og jeg fulgtes i mål, hvor vi blev modtaget af klapsalver. Elisabeth Svendsen, Heidi Jensen, Henrik Lynge Petersen og Michael Aagaard Jensen løber med i morgen, og de tog imod os. Jeg var tæt på at begynde at græde, for efter en hård dag sad mine følelser uden på tøjet, og jeg blev rørt.  

Jeg er ved at være træt nu. Selvfølgelig fristes man måske til at sige. Selvfølgelig er du træt efter at have løbe mere end 1.000 kilometer. Følelsen af både mental og fysisk træthed begyndte i går, og det har ingen betydning for, om jeg når i mål, for det gør jeg. Der er kun to dage tilbage, og det er tilladt at være træt. Men jeg løb og tænkte over, Hvad hvis jeg havde planlagt at løbe en uge til – ville trætheden så først komme om en uge et par dage før mål? Det er en interessant tanke,  og jeg er ikke i tvivl om, at der sker noget mentalt, som påvirker fysikken, når vi nærmer os målet. Jeg kan huske den samme følelse, da jeg efter et år nærmede mig målet på 366/365, så jeg er ikke i tvivl om, at der sker noget, når målet er i sigte.

Ellers er min status god. Mine fødder er stadig pæne, dog med lidt mere hård hud. Jeg har ikke haft udfordringer med at få nok mad og drikke, og det er ikke min fornemmelse, at jeg har tabt mig noget særligt. Det eneste jeg kan berette om, er mit højre skinneben som begyndte at brokke sig lidt i går. Det er lidt ømt, men det gik fint med at løbe i dag. Lige nu sidder jeg med isposen 🙂

Nu har vi kun 92 kilometer tilbage 🙂

Running2Paris – dagen i tal

Mange, mange tak for alle jeres hilsner og opbakning. Det er fantastisk og meget motiverende for os alle 🙂

Det var en hård aften i går, og selvom nattesøvnen var god for mig, var jeg lidt mærket af det i morges. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at skjule poserne under øjnene 🙂

Mentalt var jeg helt klar til turens længste etape på 71,2 km, for jeg havde bildt mig selv ind, at det ikke var meget længere, end de andre etaper, men jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at løbe en del af turen alene for at bygge mig selv op igen. 

Claus stak af med det samme, og jeg fulgtes med Michael og Carsten de første 35 km. Jeg var ikke på toppen, og jeg kunne mærke klumpen i halsen flere gange. På et tidspunkt sagde jeg til Ulrich, Lige nu har jeg ikke lyst mere, men jeg skal nok klare det. Det ved jeg, svarede han. 

Efter 35 km kom jeg et stykke væk fra Michael og Carsten i forbindelse med et depotstop, og da Ulrich kørte forbi mig, sagde han, at de fulgtes, så jeg skulle bare løbe mit eget løb. Det gjorde jeg så, og det viste sig at være lige det, jeg havde brug for. 

Mens jeg løb der, gik det op for mig, hvor hårdt det egentlig er for mig at være deltager og løbsarrangør på sådan et ekstremt projekt. Selvom Ulrich sørger for alt det praktiske, så tager jeg stadig et stort ansvar (for stort ifølge Ulrich) i forhold til om alle har det godt og alt fungerer. I går skældte Ulrich mig ud, fordi jeg hele tiden vil sørge for alle de andre, men sætter mig selv til side. Det er da vigtigere, at de andre får kakaomælk og isterninger, end at jeg gør det 🙂 

Det var dejligt at få brikkerne til at falde på plads inden i mit hoved, og samtidig nød jeg det fantastiske landskab. I dag var turens smukkeste etape. 65 kilometer med udsigt til marker og igennem små landsbyer. Landskabet bølgede, og igen i dag havde vi en del stigninger. 

Jeg kom i mål med et smil på læben, og klumpen i halsen var væk. Overskuddet er tilbage eller ihvertfald lidt overskud. Jeg kan godt mærke, at jeg  har løbet rigtig mange kilometer de sidste to uger 🙂

Det var den sidste lange etape. De sidste tre etaper er alle under 60 km. Vi er snart i Paris 🙂

Running2Paris – dagen i tal

I dag var Carsten med til start igen, så vi havde alle aftalt at følges og komme over grænsen til Frankrig sammen. Med 53,4 km var det en af de kortere etaper i dag, men også den med flest stigninger. De kom med det samme og fortsatte hele vejen. Op og ned, op og ned, og så nogle lige stykker indimellem. Det var super dejligt at løbe over grænsen til Frankrig og være tæt på Paris 🙂 Vi gik op ad mange af stigningerne, for det koster for mange kræfter og for meget restitution at løbe.

Det var fantastisk at starte dagen med en temperatur på 18 grader og en dejlig brise. Det blev varmere op ad dagen, og skyggen var dejlig, men vi nåede ikke op over tredive grader, før vi var i mål. Det var og er min krop glad for, så den ikke skal bruge så mange kræfter på nedkøling. 

Under 366/365 oplevede jeg nogle gange at være så træt, at jeg ikke kunne overskue selv de mindste ting….så træt, at jeg bare græd og tårerne trillede ned ad kinderne på mig, uden jeg var i stand til at stoppe dem. Ikke fordi jeg var ked af noget, men fordi der bare ikke var mere energi tilbage. Sådan var det for mig i dag, da vi kom i mål. Jeg havde det godt på løbeturen, og vi hyggede, men over de sidste to uger har jeg samlet træthed sammen, og nu er det blevet for meget. Så jeg har grædt og mistet overblikket for en stund, men jeg ved, at jeg efter en god nats søvn, er klar igen i morgen. Dagen i morgen byder på den længste etape på 71,2 km også med nogle stigninger, og den tager jeg nok lukket lidt inde i mig selv 🙂

I får ikke så meget fra mig i dag. Nu går jeg offline og i seng 🙂

Running2Paris – dagen i tal

Der er først morgenmad kl. 8.00. Sådan lød beskeden, da vi kom for at spise morgenmad kl. 7.30 for at være klar til start kl. 8.30. Ingen af os havde tænkt over at spørge, hvad tid der var morgenmad, for det var et stort hotel, og vi antog bare, at selvfølgelig kunne vi få morgenmad kl. 7.30. Sådan var det ikke, så vi nåede først start kl. 8.45 🙂

Det er utroligt, som vi har ændret vores syn på varme og rykket vores grænse. Derfor synes vi, at det var herligt, at det “kun” var 29 grader, da vi startede (I går sluttede vi med 40 grader), og der var skyer på himlen.

De første 40 kilometer af ruten bød på masser af natur, små landsbyer og en del skygge indimellem, så vi var glade, og følte os bedre tilpas end i går. Det var et cykelspor, anlagt hvor der har været en gammel jernbane, og det var skønt at løbe der. Den eneste udfordring var, at Ulrich havde svært ved at komme til os med depot, men vi klarede det med en ekstra vanddunk i hånden og stop i to kiosker undervejs.

Det er ellers svært at bruge sine penge i Belgien på en søndag. Selv tankstationerne havde lukket i dag, så det var godt, at vi ikke havde ligeså meget brug for det, som i går, selvom temperaturen nåede at stige til 35 grader, inden den faldt.

De sidste 20 kilometer løb vi langs landevejen, mens himlen blev mørkere, og der begyndte at komme en del vind. Det var en stor forskel fra formiddagen, hvor vi løb forbi en vindmøllepark og ingen af vingerne rørte sig. Nu havde vi den dejligste modvind, som kølede dejligt. Faktisk blæste det så meget, så der begyndte at ligge små knækkede grene på vejen. Ingen af os blev ramt 🙂

Nu må der snart komme regn og uvejr, tænkte jeg. Det føltes som optakten til et uvejr eller ihvertfald en ordentlig regnbyge. Der kom da også et par små byger og et par tordenskrald. Regndråberne nåede lige at føles afkølende, før de tørrede igen, men temperaturen var faldet. Da vi løb i mål med en del mere overskud end i går, sagde termometeret 21 grader.

Vi havde endnu en god dag i løbeskoene. Det har vi hver dag 🙂

Nu har vi spist ude i to uger, og jeg synes, at det stort set er lykkedes for os at få god og nærende mad. Sådan var det også i dag, da vi for første gang fik kinesisk. Det var en spændende middag, hvor der blev lagt brænde på bålet i forhold til en ny ide. Det var faktisk Ulrich, som blev ved, og jeg tror, han mener det alvorligt. Nu er bålet slukket igen – indtil videre, for vi er på vej til Paris. Fortsættelse følger 🙂

Running2Paris – dagen i tal

Hvad kan jeg snart sige andet end, DET ER FOR VILDT! Endnu en dag med ekstrem varme, som krævede hårdt, hårdt arbejde, men også en begivenhedsrig og dejlig dag 🙂

Vi startede med, at termometeret viste 28 grader, da vi startede i morges kl. 8.00, og da vi løb ind i Belgien 100 meter efter start, var det varmt og vindstille uden skygge. Sådan var det de første fem kilometer, og jeg må sige, at jeg var mere stille, end jeg plejer. 

Så kom der en let brise og mere skygge, og det gav energi. Jeg foreslog at vi lavede en Tour de tankstation, så vi kunne få koldt vand så tit som muligt. Koldt vand både som drikke og til at hælde over hovedet er fantastisk i den varme. Da klokken var 11.30 sagde termometeret 36 grader, og vi havde spist den første is. Det er med at finde motivation i hedebølgen, og depotbesøg og kolde tankstationer er god motivation 🙂

For et par dage siden fik Ulrich en mail fra Kristine og Jesper. De er danskere, der bor i Holland, som tilbød deres hjælp, og den havde vi brug for. Carsten havde brug for at komme til lægen for at få insulin. Den insulin, han havde med hjemmefra, virkede ikke som den skulle, nok fordi den har fået for meget varme. De hjalp Carsten, og derefter besøgte de os på ruten og havde mange lækkerier med, blandt andet iskoldt vand og isvafler 🙂 Det var fantastisk, og vi følte os flyvende et stykke tid efter.

Carsten har det godt igen, og det er planen, at han starter på mandag, hvor det forhåbentlig er 10-15 grader koldere. Vi savner ham og glæder os til, at han er tilbage i løbeskoene 🙂

Indtil de sidste 10-15 kilometer af dagens etape synes vi, at varmen var tålelig, fordi der var lidt vind og lidt skygge indimellem. Derudover skete der også meget med variende landskaber og byer, hvor vi blandt andet var igennem et super hyggeligt lørdagsmarked.

Så kan man vel godt sige, at de sidste 10-15 kilometer gav os tæsk. Vi havde det selvfølgelig varmt, og vi drømte om at blive kølet af, så da Ulrich ringede og fortalte, at to kilometer væk hvor han holdt, var det regnvejr, så han skulle bruge vinduesvisker, blev vi så overdrevent forventningsfulde. Der kom faktisk også et par regndråber, hvor vi var, men de nåede at tørre, inden de ramte asfalten, og det gav ingen lindring. Vi nåede aldrig regnvejret, og det var en stor skuffelse. Tværtimod fik varmen lige et nøk opad til 40 grader. 

Ulrich havde isterninger i depotet, så vi kunne få kølet vandet i vores vanddunke, og det vakte kortvarig lykke. Vi arbejdede alle tre hårdt, men til sidst havde Michael store udfordringer. Det var som om, at hans termostat ikke virkede, så han var ved at koge over, og derfor havde han tit brug for at blive kølet ned med koldt vand. Vi var enige om, at vi fulgtes i mål, så vi støttede Michael så godt, vi kunne, og Ulrich lavede ekstra depotstop, så vi alle nåede i mål – godt brugte og glade 🙂

Heldigvis ved jeg, at efter en god nats søvn, så er jeg klar igen. Jeg håber dog på, at vejrudsigten holder, for så bliver det “kun” 28 grader i morgen 🙂

Running2Paris – dagen i tal

Da jeg blev interviewet i morges på P4, blev jeg spurgt om dagens etape. Vi er meget spændte på at løbe over grænsen til Holland. At nå Holland – et nyt land har været et delmål for os, som vi har brugt som motivation. Jeg er sikker på, at det bliver skønt at nå grænsen. Derudover er vi meget spændte på, hvor varmt det bliver. Varmen påvirker os i øjeblikket, så den har stor betydning for, hvordan dagens løb bliver.

Carsten holdt en hviledag til, og han kommer først på banen igen, når temperaturen falder. Varmen er for hård ved ham, og han kan ikke nå at drikke så meget væske, som han har brug for, og så er det ikke forsvarligt at løbe. I dag tog han tog og bus frem til vores overnatningssted og arrangerede med vores værtinde, at hun lavede aftensmad til os. Fantastisk 🙂 Vi er lige blevet færdig med et skønt aftensmåltid, og nu kører vaskemaskinen, så vi har rent tøj at løbe i. Som Claus siger, vi lever som konger og baroner 🙂

Det var dejligt, at Claus var klar til start igen. Han er glad for sin beslutning om at stoppe før tid i går, men nu er han tilbage. Vi havde alle tre aftalt at følges de første 16 kilometer til grænsen, og det viste sig, at vores tempo passede godt til hinanden i dag. Det var super godt at følges på endnu en meget varm dag, hvor vi jublede hver gang, der var skygge eller en let brise. Jeg kunne godt mærke, at kroppen nu i mange dage har skullet tackle den hårde varme, så jeg havde brug for ekstra koldt vand og hygge. 

Varmen var ikke lige så hård fra morgenstunden, som den var i går, og der var en del skygge på det første stykke, så vi kom rigtig godt i gang. Op ad dagen blev det varmere og varmere, og ved middagstid var vi langt over tredive grader. Jeg har lyst til en is, kom det fra mig, og næste gang der var mulighed for købe en is, gjorde vi det.

Cirka femten kilometer senere så jeg McDonalds længere fremme og sagde, hvad med en Sundae og en kold cola? Den var drengene med på, og da vi nærmede os, fik vi øje på Ulrich, som var klar med depot 300 meter længere fremme. Vil du med på McDonalds? ringede jeg og spurgte. Det var fantastisk at komme ind i kulden og sjældent har en kold cola smagt så godt. Ekspedienterne var selvfølgelig nysgerrige på, hvem vi var, og de fortalte, at Team Rynkeby havde været forbi sidste år. De kunne godt se, at vi trængte til nedkøling, så vi fik en stor kasse med isterninger. Det gjorde ondt i hjertet, at se Ulrich hælde resten af isterningerne ud, da vi ikke kunne have mere i køletasken og i vores vanddunke. Vi vidste, at vi senere ville ønske, at vi havde den is 🙂

De ekstraordinære depotstop gav energi til at fortsætte, og ved næste tankstation købte vi koldt vand. Tænk at vand kan smage så godt 🙂

Med omkring tre kilometer tilbage stoppede vi hos den lokale bager og plyndrede hans køleskab. Det var fedt, at vi alle tre var enige om, at vi måtte gøre alt for at lindre generne fra varmen med ekstra depotstop. Vi holdt humøret højt, men her er beviser for, at vi var rigtig trætte til sidst. To kilometer før mål løb vi forkert og havde udfordringer med at finde tilbage på sporet. Det burde ikke kunne lade sig gøre, for vi løb med et kort, men trætheden gjorde, at vi var uopmærksomme. 500 meter for meget kan ikke slå os ud, og vi var lykkelige for at komme tilbage på ruten og løbe i mål 🙂

Efter et bad og skøn aftensmad i hyggeligt selskab, er det eneste jeg har lyst til at ligge i min seng og hvile benene. Det er nogle lange dage, og der er ikke meget tid til afslapning. Jeg er gerne færdig med dagens indlæg omkring kl. 22.00, og så er det sengetid 🙂

Running2Paris – dagen i tal

Da vi stod op i morges, vidste vi heldigvis ikke, hvad vi gik ind til. I går skrev jeg, at det var varmest, så jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde i dag. 64,7 km i en sauna 🙂

Allerede da vi startede i morges ramte varmen os som en mur, og Claus og jeg konkluderede hurtigt, at det var varmere end i går. Det var Michaels første dag hernede (Anden på turen, da han løb første etape), så jeg havde tænkt, at vi skulle følges i starten. Claus var hurtigt mærket af varmen, og jeg kunne ikke rigtig finde ind i hans rytme, så jeg valgte hurtigt at finde mit eget tempo. Michael blev lidt hos Claus, hvorefter han løb op til mig. Han nåede mig i første depot, hvor jeg holdt en laaaaaaaang depotpause og blev interviewet af Per Munch fra Politiken.

Første depot var først efter 2 timer og 20 minutter, da Ulrich startede dagen med at køre Carsten frem til mål, så han kunne nyde sin hviledag. Da var jeg henrykt for at se Ulrich, for min væske var sluppet op, og jeg trængte 🙂

Michael og jeg fandt ind i den samme rytme, og den første halvdel af etapen gik forrygende. Vi kunne godt mærke, at kroppen arbejdede hårdt, men vi havde stadig overskud til at tage en selfie, da vi løb over Rhinen. Vi havde det super hyggeligt og nød turen, selvom vi led i varmen. 

Den sidste halvdel blev hårdere og hårdere, og vi blev nødt til at tage gåpauser for at give kroppen en chance. Jeg kunne mærke, at min puls var højere, end den plejer, selvom vi løb langsomt. Det føltes forøvrigt ikke som om, at vi løb langsomt, for kroppen arbejdede hårdt, og jeg takkede den mange gange undervejs, fordi den er så fantastisk 🙂

Tre gange var vi inde på tankstationer og købe is og koldt vand. Det var ikke fordi, Ulrich ikke sørgede for os, men vi havde bare brug for koldt vand. Vandet i depotet var meget varmt, og vi drak det alligevel, men det gav et energispark med besøg på tankstationen.

Det var en fantastisk følelse at gå ind i en nedkølet lokale og holde om en kold flaske vand. Det er helt vildt, så fantastisk koldt vand kan være. På en af tankstationerne gik vi ud i vaskehallen og brugte vandslangen til at overbruse os selv. På en anden tankstation var der en vandhane, så vi lagde os på knæ og stak hovedet ind under. Det var den mest fantastiske følelse.

I sidste depot med knapt seks kilometer tilbage var jeg øm under den ene fod, og normalt tænker jeg, åh, det kan ikke betale sig at skifte sko for seks kilometer. Sådan tænkte jeg ikke i dag. Alt hvad der kunne give en lindring måtte prøves, så jeg skiftede sko, og det hjalp.  

På det tidspunkt var jeg sååååå træt, og min krop var på overarbejde. Jeg havde ikke decideret ondt nogen steder, men jeg var bare brugt og udmattet, så gåpauserne var hyppigere. Da vi havde fire kilometer tilbage, løb vi forbi en mand, der vandede have med en vandslange. Michael spurgte straks, om han ikke kunne give os et brusebad. Det var som at komme i himmeriget, og vi tømte vores vanddunke med meget varmt vand og bad ham fylde dem med det super skønne kolde vand.

Energien kom tilbage, og vi smagte på vandet uden at tænke nærmere over det. Det smagte ikke så godt, så vi havde en fest mens vi overhældte os selv med koldt vand de sidste kilometer. Da vi kiggede på vandsjatten i den ene flaske lige før målet var det helt gult 🙂

500 meter før mål, kl. 17.35 løb vi forbi et termometer, hvor der stod 41 grader. Det var skønt at hoppe i byens springvand, da vi kom i mål.

Det er svært at sammenligne udfordringer, men det er helt klart noget af det hårdeste, jeg har prøvet. Heldigvis siger vejrudsigten, at temperaturen falder til 30 grader i morgen 🙂

Carsten har det meget bedre efter en hviledag, og farven i hans kinder er kommet tilbage. Hans appetit er kommet tilbage, og han genvinder kræfterne. Selvom han er fristet til at løbe i morgen, så tager han for en sikkerhed skyld en hviledag til. Situationen havde været anderledes, hvis temperaturen havde været lavere.  

Claus valgte at stoppe dagens etape efter 33 km på grund af varmen. Han vidste, at han ville komme til at gå de sidste 32 kilometer, og som han sagde, det har jeg prøvet før 🙂 Han er klar igen i morgen.

Ulrich er bare en guttermand, og gør alt hvad han kan for at hjælpe os. At sidde i en 41 grader varm bil i en hel dag er hård kost.

Nu kan det da ikke bliver varmere i morgen 🙂

Running2Paris – dagen i tal

De sidste dage har varmen været tiltagende, og i dag var det varmest. Allerede i går var Carsten mærket af varmen, så vi vidste, at han i dag ville bruge lang tid på at komme i mål. Vi besluttede at tage dagen, som den kom. Når vi ikke løber sammen er det indimellem udfordrende for Ulrich at sørge for os alle.

Hvorfor løber I så ikke sammen? Det er super hyggeligt at løbe sammen, og det har vi også gjort, men når vi løber så langt i så mange dage, er det svært, hvis man hele tiden skal følge andres tempo. Vi skal selvfølgelig hjælpe hinanden, men vi skal også sørge for, at vi selv har det godt. 

I dag faldt Carsten hurtigt tilbage på grund af varmen, og Claus og jeg fandt hver især vores eget tempo. Da jeg var i depot ved 26 kilometer, sagde Ulrich, at nu kunne han ikke servicere os alle mere, fordi der var for langt imellem os. Jeg fyldte drikkedunken op, fandt kortet på telefonen og var klar på at klare mig selv i et stykke tid. Carsten havde mere brug for Ulrich end Claus og jeg. Det blev til 30 km, før jeg så Ulrich igen. Jeg var forbi to tankstationer og købe is og vand, og selvom jeg havde det hårdt i varmen, så havde jeg det samtidig fantastisk. Det var bare fedt at løbe der ud af 🙂

Claus var også i topform mentalt. Som han sagde undervejs, “jeg er bare så glad.” Udover tankstationerne bankede han på et sted og fik fyldt vanddunken op. Vi havde en skøn dag 🙂

Carsten tog den helt rigtige beslutning efter cirka 32 kilometer og stoppede for i dag. Han tager en fridag i morgen, og så håber vi, at han er klar igen på fredag 🙂

Ulrich har haft en meget varm dag i bilen og har brugt ekstra kræfter på at gøre det bedste for os. Han er årsagen til, at vi kan tage luksusudgaven af en løbetur til Paris 🙂

Det endte med at blive en skøn dag, selvom jeg for første gang på turen vågnede op og tænkte, i dag har jeg ikke lyst! Da jeg fik løbetøjet og sko på, føltes det godt, og efter en dejlig morgenmad, som vores søde værter lavede til os, var jeg klar. 

I morgen er vi fire til start. Michael Jensen er stødt til og løber med til Paris. Livet er herligt 🙂

Running2Paris – dagen i tal