Glad i mål
Nu tager jeg lige en 14 dages pause fra marathon. De sidste løb har jeg været træt i både krop og sind, så 14 dage med færre kilometer vil gøre mig godt 🙂
I dag var marathon nummer 497, så jeg har kun to marathon tilbage inden mit 500 jubilæum søndag den 23. marts. Jeg nyder rejsen, og det er super dejligt, når planen lykkes og målet er i sigte.
Når jeg sætter mig et mål, sørger jeg først og fremmest for, at det er vigtigt for mig. Ellers er jeg ikke villig til at gøre en ekstra indsats. Nogen gange er det forpligtelsen og ikke lysten, der får en til at fortsætte.
Derudover arbejder jeg med visualiseringer og bekræftelser og styrker på den måde mit sind.
Visualisering betyder, at jeg bevidst arbejder med at skabe billeder inde i mit hoved. Det gør vi alle, men vi er ofte ikke bevidst om, at vi selv bestemmer, hvilke film der kører. Visualisering er et effektivt redskab, vi alle kan bruge, til at opnå det vi ønsker. I starten kan det være svært at koncentrere sig om visualiseringen, men som med alt andet, bliver det nemmere jo mere man øver sig.
En bekræftelse er en sætning, du siger til dig selv igen og igen. En af de bekræftelser jeg har sagt tusindvis af gange er:
JEG KAN, JEG VIL, JEG GØR DET
Vi siger mange bekræftelser til os selv, som vi ikke er bevidste om. Mange siger igen og igen – “jeg er ikke god nok”, “jeg er dum” eller andre negative sætninger. Skift dem ud med positive sætninger som, “jeg er god nok”, “jeg kan godt”, “jeg er sund og rask” eller hvad det er du ønsker for dig selv.
Jeg arbejder med visualisering og bekræftelser hver eneste dag, og på den måde programmerer jeg mit sind og mine celler i kroppen. Det er ganske simpelt og nemt at komme i gang med, hvis du har lyst til at træne dit sind og nå dine mål.
Dagen i tal
Tidspunkt
|
Onsdag den 26. februar 2014, kl. 8.30
|
Sted
|
Ø-Marathon, www.marathonlisse.dk
|
Resultat
|
4.10.38
|
Marathon i alt
|
497
|
Marathon i 2014
|
17
|