Det der med at sige, jeg kan ikke, det holder ikke.
Man kan træffe et valg om at lade være, og det er fint nok –
men man skal ikke sige, at man ikke kan.
Hvis det er vigtigt nok. Hvis vi vil arbejde for det. Hvis vi vil yde en ekstra indsats. Hvis det er okay at lide afsavn. Hvis det må gøre lidt ondt indimellem. Så kan vi meget mere end vi tror. ALT ER MULIGT.
Derfor må vi ikke gå og fortælle os selv, at vi ikke kan. Når man har sagt til sig selv mange gange – det kan jeg ikke, så tror kroppen og sindet, at vi er en som ikke kan. Så programmerer vi os selv til at være en som ikke kan.
Vi må være mere præcise og sige, det har jeg ikke lyst til. Jeg vil ikke gøre arbejdet – jeg vil ikke yde en ekstra indsats og lide afsavn. Det er ikke vigtigt nok. På den måde ved vi – kroppen og sindet – at det er et fravalg og ikke fordi vi ikke kan.
Man kan, hvad man vil. Roman Asayevich cyklede fra Minsk i Hviderusland til Næstved for at løbe marathon. Han havde ikke råd til togbilletten, men det var vigtigt for Roman, så han gjorde en ekstra indsats og det lykkedes for ham. Vi skal drømme – uden overligger. Se mulighederne og glem begrænsningerne. Det gjorde jeg, da jeg besluttede mig for at løbe et marathon om dagen i et år. Jeg gjorde det, som de fleste mente var umuligt – 366 Marathon på 365 dage.
Jeg kommer aldrig til at løbe lige så stærkt som Leif Bjarne Larsen. Det er ikke vigtigt nok til, at jeg vil gøre indsatsen. Jeg kommer aldrig til at lave flotte kager som den her, Vibeke Risager havde lavet til finaledagen.
Andet arbejder jeg for, at det skal være vigtigt nok til, at jeg gør det. Det gælder for eksempel mavebøjninger 🙂
Jeg ved, at hvis jeg virkelig vil, så kan jeg.
